Nye familie- og ældrevenlige boliger skyder frem i hyggelige Østbirk, hvor boligforeningen Albo er i gang med et af sine mange byggerier i Horsens Kommune.
Tæt på natur og by løfter 26 nye rækkehuse sig op ad jorden. Den hyggelige by Østbirk nordvest for Horsens er nemlig omgivet af flot natur med plads til børnefamilier, samtidig med at der kun er kort afstand til Horsens, Silkeborg, Vejle, Skanderborg og Aarhus.
– Vi glæder os til at gøre boligerne i Østbirk færdige, så nye familier kan flytte ind. Det er en dejlig by, og hos Albo bidrager vi gerne til at skabe endnu mere liv og aktivitet, siger Steffen Møller Borgbjerg, der sammen med Michael Melgaard er direktør for boligforeningen Albo, der står bag byggeriet.
Alle fordelene fra et parcelhus
Beboerne i byen fremhæver blandt andet de gode indkøbsmuligheder, udvalget af fritidsaktiviteter og naturen som nogle af de ting, de værdsætter ved byen. Og så er det generelt bare en god by for børnefamilier.
Albos byggeprojektet består af 26 boliger fordelt på dobbelthuse, der bliver klar til udlejning første halvår af 2024. De færdige boliger får egen have, en terrasse og mulighed for parkering lige ved døren. Noget som mange børnefamilier sætter pris på.
– Fordelen ved at bo i et alment boligtilbud er, at du får alle goderne som i et parcelhus, men uden at du selv skal vedligeholde det og binde dig til noget, fortæller direktør Steffen Møller Borgbjerg.
Flere nybyggerier på vej
Boligerne i Østbirk er bare ét projekt af mange, som det nye Albo er i gang med. Endnu flere nybyggede boliger er på vej, ligesom Albos eksisterende boligafdelinger løbende renoveres og holdes opdaterede.
– Der er gang i butikken, og det er skønt at se, hvordan alle er gået ind til sammenlægning med godt humør og ambitionen om, at det skal fungere for alle. Det går rigtig godt, siger direktør Michael Melgaard.
Som mange borgere i Horsens ved, er Albo en sammenlægning af det tidligere AAB Horsens og Odinsgaard. Selv navnet er også en sammensætning af de to. A’et i Albo står for AAB, O’et for Odinsgaard og derudover AL + BO for almene boliger.
Med sammenlægningen, der var officiel fra 1. januar i år, er Albo blevet en noget større spiller på det almene boligmarked i Horsens Kommune og administrerer 4100 boliger i Horsens og omegn, og det har givet større muskler.
– Vi er blevet mindre sårbare, nu hvor vi er større. Men for os er det vigtigste, at beboere hos Albo har oplevelsen af, at vi har fødderne solidt plantet, og man altid kan komme til vores medarbejdere med udfordringer, understreger Steffen Møller Borgbjerg.
Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier