Den Skandinaviske Designhøjskole har i mere end 20 år skabt liv, design og åbnet verden for alverdens unge på den gamle herregård Brusgård ved Randers.

År 2000 åbnede Den Skandinaviske Designhøjskole, og den er blevet en succes med fyldte elevhold med 84 elever fra hele Danmark og verden, som indtager den gamle herregård og Randers-området.

– Vi er nok mere kendte ude i verden end i lokalområdet, men det er lykkedes os at få Randers på verdenskortet ved at skabe en højskole med mode, arkitektur og design på et højt fagligt niveau – kombineret med alt det sociale og dannende som en højskole også er, siger forstander Merete Østergaard.

Fordybelse og fællesskab

Eleverne kommer for at fordybe sig i et af de fire linjefag Visuel Kommunikation, Mode og Tekstildesign, Arkitektur og Bydesign og Møbel, Rum og Produktdesign, men også for at få foredrag, rejser, fællessang og nye venner. Det værkstedsbaserede arbejde fylder det meste på både forårs- eller efterårsholdet.

– Det særlige ved vores højskole er, at alle elever får deres egen værkstedsplads, som er deres base, og værkstederne kan bruges hele døgnet, hvis de for eksempel skal være færdige med et projekt. Vores elever er dedikerede til deres fag og mange søger ind på design- eller arkitektuddannelser, mens andre kommer for at fordybe sig i deres hobby, fortæller Merete Østergaard.

Det er vigtigt for forstanderen, at der er plads til alle på højskolen, hvor mangfoldigheden er altafgørende, og værdierne dristighed, sanselighed og innovation gennemsyrer alt fra undervisningen og rejserne til maden i spisesalen.

– Vi vil åbne verden for eleverne, og de får muligheden for at åbne sig for verden. Det er fantastisk at opleve, hvordan et nyt elevhold indtager højskolen, gør den til deres egen, fordyber sig, men også involverer sig og er der for hinanden – uanset om de kommer fra Thy, Tokyo eller Stavanger, siger Merete Østergaard.

Lokalsamfundet er med

Hun har de seneste fem år sat kursen for Den Skandinaviske Designhøjskole sammen med de 21 medarbejdere, hvoraf mange bor i nærområdet, ligesom flere lokale kræfter sidder i højskolens bestyrelse.

– Vi vil gerne inddrage og bidrage til lokalsamfundet. Det gør vi med arrangementet Syng, snak og spis, og i øjeblikket arbejder eleverne på linjen Møbel, Rum og Produktdesign med forslag til ny indretning af Café Operaen i Randers. Tidligere har elever re-designet og syet skjorter for Røde Kors-butikken, lavet plakater til Randers Regnskov og haft valgfag sammen med GAIA Akademi, fortæller Merete Østergaard.

Det seneste initiativ er Højskoleruten, som er to lokale vandreture, der udgår fra Den Skandinaviske Designhøjskole. Den ene omkring højskolen, mens den anden ender ved Hadsten Højskole.

– Højskoleruten kan downloades som en app, hvor man som Randersborger kan få indblik i området og højskolen med sang, fortælling, øvelser og refleksioner undervejs, siger Merete Østergaard.

Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier