Køleleverandøren Rø-Ka har i de seneste år udviklet på en ny type køleanlæg, der skal hjælpe landbruget med at reducere CO2-udledningen. Faktisk er virksomhedens anlæg det første af sin slags i EU og kan sætte rammerne for en mere miljø- og klimavenlig mælkeproduktion.

– Vi er de første i hele EU, der kommer med CO2-venlige køletanke til store anlæg, fortæller Kim Levandowski, direktør i Rø-Ka.

Den presserende klimakamp kombineret med at freon bliver udfaset i disse år, har givet Rø-Ka anledning til at tænke nyt. Derfor kører det nye køleanlæg på R290-propangas, og det betyder, at anlægget køler en time hurtigere, end det var tilfældet hos forgængeren.

– Der skal bruges halvt så meget gas, og det, vi bruger, kan tåle at komme ud i atmosfæren uden at ødelægge noget som helst. Det er miljørigtigt, og der er en kæmpe besparelse at hente, forklarer Kim Levandowski.

Rø-Ka Industri

“Vi vil gerne gøre noget klimavenligt”

Udviklingen af den ny køletank har taget et års tid, og sidste år kunne virksomheden i Rødding så sende anlægget på markedet. Det har fået god feedback ude hos de danske landmænd, og salget har været meget højere end forventet.

– Vi valgte at starte i Danmark, fordi vi kunne komme ud til kunderne, hvis der var udfordringer. Men vi har ikke haft nogen. Vi får gode tilkendegivelser på, at anlæggene har kørt 100 pct., og at det køler rigtig hurtigt, fortæller Kim Levandowski.

Som leverandør til landmænd i Danmark og resten af verden har det været vigtigt for Kim Levandowski, at køleanlægget er klimavenligt. Derfor valgte han at gå med propangassen.

– Vi ville gerne gøre noget mærkbart for klimaet, og ikke bare lade det blive ved snakken. Det gælder for vores egen produktion, så selvfølgelig skal vi også have produkter, der følger de standarder, siger han.

– Derfor er det nye køleanlæg udviklet sådan, at det er nemt for den enkelte landmand at tilkoble det til sin silo. Anlægget bliver bygget færdigt hos Rø-Ka, og ude hos landmanden skal det sættes til to steder, og så er det faktisk kørende, forklarer Kim Levandowski.

Effektiv mælkekøling

Sammen med det nye køleanlæg udvikler Rø-Ka også løbende på sine andre produkter. Det gælder også de siloer, som landmændene bruger til kølig opbevaring af mælken. De bliver hele tiden forbedret og effektiviseret.

Derfor er det også muligt at tilkoble de helt nye køleanlæg til de ældre udgaver af Rø-Ka’s siloer.

– De kan ikke sættes til andre mærker, men køleanlæggene passer til alle de siloer, vi har bygget fra dag ét, siger Kim Levandowski, der ser ind i et travlt år, hvor Rø-Ka er godt på vej til at øge salget af køleanlæg i både Danmark og Tyskland.

Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier.