Kabinescootere har længe været et velkendt fænomen i gadebilledet, men nye grupper af brugere er ved at få øjnene op for de smarte og bæredygtige køretøjer. Det mærker man hos Rex Kabinescooter i Tiufkær lidt uden for Fredericia. 

Traditionelt har det været gangbesværede eller mennesker med et handicap, som har fået friheden tilbage ved at stige ind i en kabinescooter. 

– Vi hjælper heldigvis rigtig mange, der har en funktionsnedsættelse, og det et dejligt, men vi oplever også, at andre kan se fordelene i vores kabinescootere. Det er for eksempel de unge fyre, der ikke gider at blive drivvåde på en almindelig knallert eller ægteparret, der skifter bil nr. 2 ud med en mere rentabel kabinescooter, siger Torben Larsen, der er direktør og indehaver af Rex Kabinescooter. 

Showroom hos kunderne 

Han har siden 2019 stået i spidsen for virksomheden, der importerer, sælger og udlejer kabinescootere og åbne elscootere til hele landet med base, værksted og showroom i Tiufkær. Kunderne kan komme forbi eller opleve den udstrakte service på landevejene. 

– Vores personlige betjening og service er af den gammeldags slags. Vi er ordentlige og lytter til kundernes behov. Inden vi besøger en kunde med vores rullende showroom, tager vi en grundig samtale, så vi kender kundens ønsker. Når vi så kommer ud til vores kunde, er det typisk med 2-3 forskellige modeller, som kunden kan prøve og ovenikøbet få indregistreret med det samme, fortæller Torben Larsen. 

Medarbejderne hos Rex Kabinescooter følger op med et besøg hos kunden, når der skal laves service eller reparationer. Hvis det ikke kan laves på stedet, får kunden tilbudt en låne-kabinescooter. 

– Vi tager kunderne alvorligt og tilpasser kabinescooterne til den enkeltes behov. Det kan være et sæde, der skal flyttes, en hundekurv eller en rollator, der skal være plads til. Vi prøver konstant at forbedre modellerne, og så reparerer vi også andre mærker på værkstedet. Vi har ikke mærke-griller, smiler Torben Larsen.

Rex kabinescootere kører på god service og grøn energi 2

Bæredygtighed uden kø 

I en tid med fokus på miljø og bæredygtighed er det helt oplagt, at en kabinescooter er i høj kurs. 

– Den kører udelukkende på strøm og kan lades op fra en almindelig stikkontakt, hvor den bruger 3-4 kilowatt til en opladning. Batteriet er 99 % genanvendeligt, afgiften er lav, og så er det en kæmpe fordel i byerne, at kabinescootere må køre på cykelstier og nemt kan parkeres. Samtidig er der plads til en passager eller indkøbsvarer, siger Torben Larsen. 

Rex Kabinescooter leverede i 2020 6 kabinescootere til hjemmeplejen i Vejle Kommune. 

– I starten var hjemmeplejen skeptisk, men de fandt ud af, at det var hurtigere at komme rundt i byen, og de slap for at holde i kø en time om dagen. Der var plads til alle ting i kabinescooterne, som både var grønnere og gav en besparelse på budgettet i forhold til bilerne, siger Torben Larsen.

Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier