Tidligt og sent er Boldsens chauffører i Randers, Hobro og Grenå på vejene for at servicere de mange små og mellemstore virksomheder i Østjylland, der sætter pris på en lokal partner, der kender dem rigtig godt og ved, hvor varerne skal stå.
VVS-, Stål- og Værktøjsgrossisten Boldsen har en lang og stolt tradition for at stå bag de lokale håndværksmestre og virksomheder, hvor kendskab, forpligtelse og en udstrakt service følges ad.
– Vi er lokale og koncentrerer os om at hjælpe de lokale kunder, som vi går en ekstra mil for. Vi kender hinanden og ved, at hvis en kunde siger, at han har et problem eller en hasteopgave, så er vi helt klar over, hvad det betyder. Kunderne ved, at vi er fleksible, og at de altid kan regne med os, siger Lars Hansen, der er direktør og medejer i Boldsen.
Flere kunder og øget omsætning
Sammen med den anden medejer, Henrik Lindstrøm, overtog han ledelsen i grossistvirksomheden i 2014. Det er et stærkt makkerpar med et indgående kendskab til byggebranchen, der har moderniseret Boldsen, som på få år har fordoblet omsætningen og oplevet en øget kundetilstrømning.
– Vi har trimmet virksomheden og kommer med vores erfaring fra blandt andet opbygningen af andre grossister i byggebranchen, og sammenholdt med Boldsens erfarne og utroligt dygtige medarbejdere så har det været et godt match, der tegner godt for fremtiden, siger Lars Hansen.
I Boldsen har man et stort fokus på kundernes behov og den næste opgave. Med et lavt omkostningsniveau gør det Boldsen konkurrencedygtig på pris, kvalitet og service.
– Vores medarbejdere og erfaring gør, at vi er fuld ud konkurrencedygtige, når vi køber ind. Samtidig prioriterer vi den service, der ligger i, at vi har vores egne biler og chauffører, som kender kunderne og sørger for, at de ofte tonstunge varer bliver leveret nøjagtig der og i den rækkefølge, som kunderne ønsker det. Når det er den samme chauffør, der kommer hver gang, giver det et godt kendskab til hinanden og forholdene, fortæller Lars Hansen.
Lokal power og forpligtelse
Den lokale forpligtelse, som er så vigtig for Boldsen, går ud på at være der 100 % for kunderne, men det handler også om at have adresse og hjerte i det østjyske.
– Vi har et liv sammen med kunderne og bruger alle kræfterne på lokalområdet. For os er det lokal power og lokal forpligtelse. Derfor støtter vi hvert år Lions Julehjælp i Randers med et pænt beløb, ligesom vi er sponsorer for Randers FC, siger Lars Hansen.
Hvis du spørger de to direktører, hvad den vigtigste ressource i Boldsen er, så er det naturligvis medarbejderne, hvor en enkelt har været i virksomheden i 37 år.
– Det er vigtigt for os at have et godt arbejdsmiljø, så vores medarbejdere kan yde det optimale. De er alle meget stabile, dedikerede og gode til at følge med udviklingen og sætte sig ind i tingene. Lige nu er det meget energioptimering og bæredygtighed. Personlig rådgivning af kunderne er en stor del af det arbejde, som vores medarbejdere er skarpe til. Det er vigtigt, at vi forstår at hjælpe vores kunder i enhver henseende, så de kan passe deres kunder, siger Lars Hansen.
Tillid og kendte ansigter
Specialiseret viden bliver en større og større del af det, som Boldsen skal rådgive kunderne om. I den forbindelse er det vigtigt for virksomheden, at kunderne nyder godt af den personlige service, hvor det er det samme team af lokale medarbejdere, de kommer i kontakt med hver gang.
– Hos os møder de et kendt ansigt, som undersøger markedet og følger tingene til dørs. Vi har fuld tillid til vores dygtige medarbejdere, som selv er beslutningsdygtige, når de præsenterer forskellige løsninger for kunderne, fortæller Lars Hansen.
Han og kompagnonen Henrik Lindstrøm er glade for, at det er lykkedes at få moderniseret den traditionsrige virksomhed, der på trods af varemangel og energikrise står stærkt og er ekspanderet i det østjyske.
– Jeg tror, at noget af succesen skyldes, at kunderne oplever, at vi sætter dem i højsædet. Vi er først og fremmest ”kundernes mand, siger Lars Hansen.
Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier