Simon Johansen fra Odense har med hjælp fra mentor Per Hjorth Andersen og lærerne på Tietgen i Odense fået praktikplads hos Rema 1000 i Dalum.

– Inden jeg fik hjælp løb jeg panden mod muren flere gange. Mentorordningen har hjulpet mig videre og i gang med et spændende praktikforløb hos Rema 1000, fortæller den 21-årige elev.

Ansøgning og nervøsitet

Det var særligt problemer med ansøgningen og nervøsitet, der voldte Simon Johansen problemer.

– Jeg har aldrig været særlig god til at skrive og præsentere mig selv. Med hjælp fra Per fik jeg skrevet en god ansøgning og fremhævet, hvorfor de skulle vælge mig, forklarer Simon Johansen.

– Gennem samtaler styrkede han min evne til at præsentere mig selv. Det betød, at jeg vidste, hvad jeg skulle sige til jobsamtalen hos Rema 1000, mener fynboen, der er glad for arbejdet i butikken og kontakten med kunderne.

Glad er også købmand Peter Lesemann. Med Simon på holdet har han fået et energibundt, der aldrig sidder stille.

– Viljen lyser ud af Simons øjne. Han er lyttende og interesserer sig for butiksfaget. Simon er meget kundeminded, og det han ikke kan, vil han gerne lære, forklarer Peter Lesemann, der roser mentorordningen og samarbejdet med Tietgen.

– Vi kunne vælge at søge og finde elever selv. Men vi har et godt forhold til Tietgen. I Rema 1000 vil vi gerne hjælpe de elever, der har det lidt svært af forskellige årsager. Det fortryder vi aldrig, for vi får altid nogle dedikerede elever, der gør deres bedste hver dag, fortæller Peter Lesemann.

Købmand Peter Lesemann glæder sig over Simon Johansens energi og lyst til at lære.

Med hjælp fra mentorordningen tør Simon Johansen drømme om fast arbejde i butik, når elevtiden er slut.

Fakta

Uddannelsenspuljen ved Region Syddanmark har støttet projekt ”Praktikplads til alle”. Projektet løber frem til 31. december 2014.

 

Pressemeddelelsen er skrevet af Speakloud for Campus Vejle og Syddansk Erhvervsskole.