Lystsejlere nyder det frie og stille liv, når de glider rundt i de danske farvande. Det frie liv er dog ikke mere frit, end at stabilt internet i nærmeste havn er blevet et krav for langt de fleste lystsejlere.
Derfor har Vejle Lystbådehavn i samarbejde med Holtum Data netop installeret nyt internet til de mange tusinde sejlere, der i løbet af sejleråret enten lægger fast eller besøger Vejle Lystbådehavn i en eller flere dage.
Med den nye installation kan op til 1000 brugere surfe på internettet samtidigt takket være et topmoderne system med fem acces points monteret på hver deres mast. Det nye internet er en nødvendig investering, fastslår havnechef Steen Andersen.
– Det første jeg bliver spurgt om, er koden til internettet. Behovet for lynhurtigt internet er steget markant og på Vejle Lystbådehavn gør vi alt for at imødekomme ønsket om stabilt, hurtigt internet. Vi har allerede fået de første meget positive tilbagemeldinger. Det siger lidt om, hvor ønsket og nødvendigt lynhurtigt internet er i dagens Danmark.
Store krav til løsningen
Med op til 650 både på samme tid på den topmoderne lystbådehavn er stabilt, hurtigt internet ikke en selvfølge. Det var derfor vigtigt, at der blev valgt den rigtige løsning. – Per Thomsen fra Holtum Data har været med helt fra starten. Hans erfaring fra andre lystbådehavne, bland andre i Juelsminde, har gjort, at vi i dag står med en færdig løsning, der faktisk er bedre end forventet, konstaterer havnechef Steen Andersen.
Løsningen består af fem trådløse acces points, der er monteret på nøje placeret master på lystbådehavnens store areal. – I samarbejde med Holtum Data har vi valgt en fremtidssikret løsning i en god kvalitet. De trådløse acces points er en snusfornuftig løsning både teknisk og økonomisk. Da de er trådløse slipper vi og de mange sejlere for flere kilometer lange kabler rundt på havnen.
Pressemeddelelsen er skrevet af Speakloud for Holtum Data.