”I pakkeriet har vi haft ekstra travlt med at pakke 1 kg havregryn og 2 kg mel til supermarkederne. Vi kan tydeligt mærke, at forældrene har bagt sammen med deres børn, og at flere har spist morgenmad hjemme.

Den største omvæltning for mig i corona-tiden er, at jeg nu arbejder på fast daghold. Normalt skifter jeg rundt mellem dag- og aftenhold, men for at reducere smitterisikoen arbejder vi i faste teams.

Jeg savner frokosten i kantinen, fredagsrundstykker, frugtordningen og især mødet med kollegerne på tværs af afdelingerne. Jeg har fuld forståelse for alle tiltagene. De er nødvendige, og jeg og mine kolleger tager situationen med oprejst pande. Mens jeg glæder mig til ”normale” tilstande, er jeg stolt over, at mit arbejde er med til at holde hjulene i samfundet i gang og sikre hr. og fru Danmark sunde fødevare.”

Fortalt af Hans-Henrik Thaysen
Pakkerimedarbejder i Lantmännen Cerealia Danmark

Medarbejdefortælling skrevet af Speakloud for Lantmännen Cerealia Danmark.