Kranfører Jim Meyer har arbejdet i Knud Gade siden 1987. Han startede i en lille Hiab 140 14 t/m kran. I dag hejser han blandt andet byggematerialer, glas og tagmaterialer med en Palfinger 110 t/m kran og er gearet til at løse de ekstra krævende og udfordrende opgaver.

Det fortæller Jim Meyer i serien af medarbejderhistorier, hvor du også kan møde kørselsdisponent Alex Larsen og smed Palle Wohlert.

Hvad laver du?

I mit arbejde som kranfører hejser og monterer jeg blandt andet glas, byggematerialer og tagmaterialer. Nogle opgaver tager to timer. Andre hele dagen. Jeg slutter altid arbejdsdagen af med at klargøre kranen med det udstyr, jeg skal bruge til næste dags opgave. Det kan eksempelvis være sug til at hejse glas, pallegaffel eller krydsåg til hejs af store emner og flytning af skurvogne.

Hvad kan du godt lide ved dit arbejde?

Jeg har arbejdet i Knud Gade siden 1987, fordi der sjældent er to dage, der er ens, og fordi opgaverne er spændende, udfordrende og kræver, at jeg bruger min erfaring til at løse dem.

Jeg startede helt fra bunden i en Hiab 140 14 t/m kran med mindre hejseopgaver. I dag kører jeg en Palfinger 110 t/m, der kan klare tunge og krævende løfteopgaver. Tidligere byggede man på stedet. I dag kommer elementerne færdig og klar til at blive monteret. Det stiller krav om, at vi finder og har det specialudstyr, der kan løfte og montere eksempelvis tungt energiglas, altaner og kviste.

Mit arbejde er afvekslende, og jeg kan gode lide samarbejdet med håndværkerne ude på byggepladserne. Selvom det sner, regner og pivkoldt, er det fascinerende at få samarbejdet til at fungere med dem, der skal tage imod de byggematerialer, jeg hejser.

Hvorfor er Knud Gade en god arbejdsplads?

Knud Gade er en god arbejdsplads af mange årsager. Eksempelvis har de været gode til at følge med den teknologiske udvikling og investere i nye biler og grej. Vi kører alle i nyere kranbiler og bruger udstyr, der virker. Kombineret med at vi er gode til at snakke om, hvordan vi bedst løser opgaven, betyder det, at vi kan levere de rigtige løsninger til kunderne. Det giver en god tilfredsstillelse, når vi lykkes og samarbejdspartnerne er glade.

Kan du anbefale andre at søge arbejde i Knud Gade?

Ja, helt sikkert. Vi har et godt kollegaskab og en dygtig ledelse. Flere af mine kolleger har også været i Knud Gade i mange år. Vi fungerer godt sammen som team. Der er en god personalepolitik, og virksomheden er god til at give os et klap på skulderen. For eksempel fejrer vi altid en ny kranbil med ristede pølser og en kold øl.

 

Navn: Jim Meyer

Job: Kranfører

Ansættelse: 1987

Arbejdstid: Fuldtid

Tekst til hjemmeside og medarbejderfortælling skrevet af Speakloud Knud Gade.