Billund er en by i udvikling. Hvert år flytter godt 400 nye borgere til den midtjyske by, hvor de lever i en kulturel smeltedigel sammen med 50 forskellige nationaliteter. Bosætningskoordinator i Billund Kommune Marianne Thomsen peger her på fem grunde, der får virksomheder, iværksættere og ikke mindst familier til at forelske sig i Børnenes Hovedstad.

Den internationale skole er et trækplaster

Med International School of Billund har kommunens virksomheder lettere ved at tiltrække dygtige medarbejdere fra hele verden. For få år siden boede cirka 50 % af skolens 400 elever i Billund. I dag er det tal vokset til 76 %. Det glæder os, at de internationale medarbejdere har fået øjnene op for de mange muligheder, Billund byder på.

Moderne boliger i arkitektonisk perle

Bovia har i de seneste år haft op til 2 års ventetid på lejeboliger i Billund. I 2021 klipper boligforeningen både snoren til Loops og Kastanjehjørnet, der med sine spændende boliger vil åbne døren for nye tilflyttere. Kastanjehjørnet er tegnet af Bjarke Ingels Group. I Billund kan du også købe byggegrunde til en attraktiv pris tæt på Billund Skolen, idrætsfaciliteter, byliv og indkøb. Billund er forbundet af et forgrenet stisystem, der sikrer, at alle kan komme trygt rundt i byen.

På vej til at blive verdensborgere

I de sidste 10 år har Billund arbejdet med visionen om Børnenes Hovedstad, hvor børn lærer gennem leg og er skabende verdensborgere. Konkret betyder det f.eks., at børn i Billund bliver inddraget ligeværdigt i at skabe en sikker og levende by.

Lufthavnen bringer verden til Billund

Billund Lufthavn gør det let at komme til og fra Billund. Vi har flere familier, hvor den ene ægtefælle arbejder i Billund, mens den anden har hele verden som sin arbejdsplads. For nærheden til lufthavnen gør det muligt at kombinere familielivet og et travlt arbejdsliv med mange rejsedage.

GROW kickstarter iværksættere

Går du med drømmen om at starte et iværksættereventyr? I Billunds nye iværksættermiljø, GROW, kan du få faglig sparring og hjælp til opstart af erhvervskonsulenterne i Billund Erhvervsfremme og ikke mindst de andre dygtige iværksættere. Når du er flyvefærdig, kan du rykke ned i Butikstorvets nye kontorfællesskab.

 

Loop Billund
16071133_Billund_Kommune_Kirkbi

Loops
I 2021 klipper boligforeningen Bovia snoren til Loops lejlighederne. De nye lejligheder skal være med til at nedbringe to års ventetid på en lejlighed i boligforeningen.

Jens Woeste
Jens Woeste valgte at bosætte sig og starte virksomhed i Billund på grund af nærheden til lufthavnen og Billunds internationale skole, hvor hans og hustruens tre drenge går i skole.

Capital of Children

Capital of Children
Hvert år flytter godt 400 nye borgere til Billund. Mange af dem er børn, der stortrives i Børnenes Hovedstad, hvor børn f.eks. inddrages i processen omkring sikkerhedszoner i trafikken.

GROW

Familien Woeste byttede Frankfurt ud med Billund

16071133_Billund_Kommune_Kirkbi

Nærheden til lufthavnen, den internationale skole, gode jobmuligheder, et rigt handelsliv, fritidsaktiviteter i cykelafstand og gode rammer for parrets tre drenge fik Eva og Jens Woeste til at skifte storbylivet i Frankfurt ud med et nærværende, socialt og trygt liv i Billund.

– 16 minutter efter at hjulene rammer landingsbanen i Billund Lufthavn, står jeg hjemme i køkkenet og giver min kone og vores tre drenge, Johan, Carl og William et stort kram, siger Jens Woeste, der ikke har fortrudt, at familien for 4 år siden flyttede til Billund.

– Ungerne stortrives, Eva har et godt job i LEGO’s juridiske afdeling og jeg selv er flyttet ind i Billunds nye iværksættermiljø GROW, hvorfra jeg driver Curo ApS, der er en international konsulentvirksomhed inden for den finansielle sektor, siger Jens Woeste og forklarer, at det ikke mindst var nærheden til lufthavnen, der trak familien til Billund.

– Jeg har mange rejsedage i forbindelse med mit arbejdet, og det er altafgørende, at jeg med morgenflyveren let kan nå et møde kl. 9 i London og være hjemme igen til aftensmad. Det betyder, at jeg stadig kan nå at se drengenes fodboldkampe og i det hele taget have et godt og nærværende familieliv, siger Jens Woeste, der om kort tid flytter ind som den første lejer i kontorfællesskabet på Butikstorvet, hvor han glæder sig til at dele hverdag med andre selvstændige erhvervsdrivende.

I Billund kan børnene gå på en international skole

I Frankfurt gik ægteparrets drenge på en international skole, og Eva og Jens Woeste lægger ikke skjul på, at Billunds internationale skole havde stor betydning for familiens beslutning om at slå sig ned i det midtjyske.

– Den internationale skole i Billund underviser efter samme principper som den i Frankfurt. Det gjorde det lettere for Johan, Carl og William at starte på en ny skole. Vi kan godt lide, at vores børn møder forskellige kulturer, at de arbejder tværfagligt, og at de bliver fejret i det, de er gode til. De får masser af selvtillid, bliver bevidste om hinandens styrker og løfter hinanden fagligt, mener Jens Woeste, der glæder sig over, at alt i Billund er inden for gå- og cykelafstand.

– Billund er et godt og trygt sted for børnefamilier. Vi nyder, at børnene selv kan cykle rundt til kammeraterne, i skole og til fritidsaktiviteter på byens stisystemer. Byen er inde i en god udvikling, og vi glæder os til at besøge Butikstorvet og ikke mindst de mange specialbutikker og Billund Gastropub, fortæller Jens Woeste, der sammen med familien har fundet lykken og et godt sammenhold med naboerne.

– Selvom vi savner vores familie på Sjælland, glæder vi os over det nye stærke netværk, vi har bygget op med gode venner i Billund. Vi oplever, at folk er åbne, venlige og imødekommende, trods min lidt københavnske accent, siger Jens Woeste med et drillende smil.

Logo Billund Erhvervsfremme

Advertorial skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier.