Et nyt navn og knivskarpt fokus på medlemmernes ønsker er med til at synliggøre Favrskov Erhverv som den helt uundværlige medspiller for virksomhederne i Favrskov Kommune.

Favrskov Erhverv har gentænkt sig selv og er klar til at vejlede, skabe netværk og fortælle de gode historier til både nye og velkendte medlemmer.

– Vi vil gerne være kendt for at være dygtige til at spille andre gode. Medlemmerne skal mærke, at vi er relevante, og de skal have noget værdifuldt med hjem, når de er i kontakt med os, siger Jørgen Schytter, der er erhvervschef i Favrskov Erhverv.

Netværk skaber idéer

Lokale netværk er et af de områder, hvor medlemmerne for alvor kan få styrket deres potentiale.

– Vi faciliterer netværkene ved at sætte de rigtige folk sammen, og de må gerne være forskellige, så man kan eksempelvis få et positivt match med nogen, som man ikke selv havde overvejet som en mulighed. Virksomhederne skal få noget ud af hinanden og måske gå hjem med en helt ny idé. Vores store lokalkendskab gør, at vi kan se, hvem der kan kobles med hinanden. Vi har en styret tilgang med præsentation og virksomhedsdating, så det bliver kvalificeret, fortæller Jørgen Schytter.

Netværkene er efterspurgte, og gennem vejledning, kendskab og timing kan Favrskov Erhverv sikre relevante og udbytterige forbindelser mellem virksomhederne.

– Det er meget værdifuldt at høre en succes fra nogen, der har prøvet det selv. Derfor opsøger vi de gode historier og sørger for, at de bliver fortalt videre til andre, der kan blive inspireret af dem. Vi har for eksempel en containervirksomhed, der i bestræbelserne på at opnå vækst har ansat en akademiker. Hendes kompetencer har givet så meget positivt til virksomheden, at hun er nomineret til en pris hos Akademikernes A-kasse, siger Jørgen Schytter med begejstring. 

FavrskovErhverv logo

Uvildig vejledning

Vejledning af medlemmerne er en anden vigtig funktion for Favrskov Erhverv. Den lokale forankring og medarbejdernes virksomhedserfaring er vigtige faktorer, men lige så væsentligt er det, at vejledningen er helt uvildig.

– Vi er til for medlemmerne og får ingen midler fra hverken leverandører eller partnere. Uanset hvad vi foreslår, så får vi samme løn. Til gengæld har vi kontakter ind i både det private, offentlige og halvoffentlige system, og så sætter vi en ære i at bruge tid på vores medlemmer, siger Jørgen Schytter.

Favrskov Erhverv planlægger blandt andet 10 netværksarrangementer i 2022, og et lederforum for ledelses- og bestyrelsesmedlemmer bliver genoptaget i en ny, opdateret form.

– Vi kan ikke afsløre det hele, men vi lægger os i selen. Aktuelle emner som tiltrækning af arbejdskraft og en bæredygtig bundlinje kunne sagtens blive nogle af temaerne, fortæller Jørgen Schytter.

Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier.