I den tidligere højskole syd for Aarhus åbner Aarhus Hostel dørene op til skønne arealer både ude og inde, hvor arbejdspladser kan komme tættere på hinanden med teambuilding.

– Vi tror på, at folk gerne vil fortsætte med at være ude efter corona, og derfor tilbyder vi teambuildingpakker på vores grønne områder. Det kan lade sig gøre, fordi vi har den fantastiske have hernede, fortæller Jeanette Fisker, der er Hostel Manager på Aarhus Hostel.

– Som udgangspunkt har vi basispakker, men vi tager en dialog med virksomheden eller organisationen, og så bliver der lavet et program, som passer til lige præcis det kursus, de gerne vil have, siger Jeanette Fisker.  

De nye teambuildingpakker har en uendelig skov af sammensætninger, som virksomhederne sammen med Team Nord og Aarhus Hostel sammensætter. Eksempelvis kan turene vare en hel weekend med spisning og overnatning, eller det kan strække sig over et par timer for at få et afbræk fra et kursus eller en dag med møder.

– Vi har lavet et samarbejde med Team Nord, som tilbyder pakker, der er sat sammen, så de passer præcis vores arealer her i Aarhus. Det er kompetente folk, de sender ud, som guider og hjælper med de forskellige ting, forklarer Jeanette Fisker.

Seneste skud på stammen er et samarbejde med Falkcenter Samsø, der giver opvisninger med rovfugle, inddragelse af publikum og endda som en del af en teambuildingstur.

Plads til at udfolde sig

Udendørsarealet ved Danmarks hyggeligste hostel strækker sig over 20.000 kvadratmeter, svarende til næsten tre fodboldbaner, der slutter i modsatte ende af hovedbygningen i en mindre skov, hvor der er plads til at udfolde sig.

Som noget helt nyt har hostellet her i foråret bygget en bålhytte og et udekøkken, som man kan benytte frit som gæst. Der er også installeret en diskgolfbane til pauserne i møder eller undervisning.

– Folk bliver overraskede over, at vi har så meget plads bagtil. Det er fantastisk med pladsen, fordi man ikke umiddelbart kan se den fra vejen. Og når du står i bunden af haven, føles det som om, du står midt i en lille skov, fortæller Jeanette Fisker.

Skræddersyede kurser samlet ét sted

Det er netop pladsen, der gør, at Aarhus Hostel kan booke kurser med helt op til 80 personer. For eksempel kan man som virksomhed, organisation eller klub leje hele hostellet og bruge de udendørs arealer til aktiviteter om dagen og selskabslokalerne om aftenen til fest.

– Nogle vil gerne have et rovfugleshow, andre vil gerne klatre i træer, nogle vil gerne yoga og gymnastik. Der er rigtig mange muligheder, alt efter hvad man er til i virksomheden.

– Vi skræddersyer det hele til hver virksomhed, og vi har netop pladsen og kursuspakkerne til, at man kan få det hele samlet på ét sted. Og så sørger vi for at få det hele stykket sammen ligesom med alle vores andre arrangementer og kurser, understreger Jeanette Fisker.

Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier.