Selvom det er 30 år siden, Ceres lukkede bryggeriet i Horsens, dufter det stadig tykt af øl, råhygge og fællesskab, når du tager trappetrinene ned til Den Gyldne Hest i Ceres Centret.

 Hver uge mødes horsensianske seniorer til ølbrygning i det tidligere bryghus, og i dag havde bryglauget invitereret Eddie’s ølshow til Ceres Centret for at få ølfif og et godt grin.

 – Det er jo lidt sjovt at brygge øl netop her, hvor der tidligere er blevet lavet så meget godt øl, siger Flemming Hansen, der er primus motor for bryglauget, der tæller ikke færre end 32 seniorer fordelt på 8 forskellige hold, der ofte mødes til ølbrygning og en snak om stort og småt i Den Gyldne Hest.

Ølentusiaster fik rørt lattermusklerne

I dag var ølbrygningen sat på pause, og i stedet for at nyde egne bryg, prøvede de kræfter med 6 forskellige bryg fra Midtfyns Bryghus, der blev serveret i en skøn blanding af ølsmagning og comedy både over og under bæltestedet.

Eddies Ølshow_0023

– Vi har haft en helt fantastisk underholdende dag. Bryghusejer Eddie Szweda er karismatisk, og han går aldrig ad vejen for at grine af sig selv eller af de mange sjove oplevelser, han har haft som amerikaner i Danmark. Han er en fantastisk historiefortæller og entertainer, og hvis man både kan lide velskænket øl og at røre lattermusklerne, skal man ikke snyde sig selv for at opleve Eddie’s ølshow, mener Flemming Hansen.

 Arrangementet er blevet til i et fællesskab mellem Ceres Centret, de frivillige og Holdgaard Event, der har stået for booking af Eddie’s ølshow, fadølsanlæg og alt det praktiske.

 – Alt er klappet perfekt, og det er rart at samarbejde med en professionel som Holdgaard Event. Det giver god tryghed, at vi ved, at der er styr på arrangementet. Så kan vi bedre slappe af, læne os tilbage og nyde det hylende morsomme ølshow, fortæller Flemming Hansen.

 Bryglauget i Den Gyldne Hest er blot et af mange tiltag for seniorer på Ceres Centret, der har et utal af tilbud til alle 60+ og førtidspensionister, og Flemming Hansen håber på, at fællesskabet i Centret kan være til at give ukrainske flygtninge livsindhold i Danmark. 

Eddies Ølshow_0016

– Døren til Den Gyldne Hest står åben for alle ukrainske seniorer. Vi vil gerne være med til at tage godt imod flygtningene og tilbyde dem et varmt fællesskab, hvor der er plads til at være sig selv og vende stort og småt over et godt glas øl eller en kop kaffe, understreger Flemming Hansen.

Skrevet af Speakloud for Holdgaard.