Claus og Thomas nyder holdånden og friheden hos Seerup Optics
– Vi har fået glæden ved optikerlivet tilbage efter skiftet til Seerup Optics, fortæller de erfarne optikere, Claus Van Vogelpoel og Thomas Rasmussen.
Claus og Thomas er kendte ansigter i Koldings brilleverden med henholdsvis 20 og 18 år som optikere i byen. De to nyder holdånden og friheden som en del af holdet hos den selvstændige optiker Seerup Optics i Søndergade i Kolding. Et team, der tæller seks optikere og to optikerelever.
– Jeg er glad for at gå på arbejde, fordi alle mine evner som optiker kommer i spil her, og så er stemningen god. Vi ansatte mærker, at vi får lov til at brænde for det at være optiker. For eksempel vælger vi selv de brillestel, brilleglas og kontaktlinser, som vi præsenterer i butikken.
– Det betyder meget for mig, at jeg føler noget for produkterne, som vi sælger. Vi får ikke bare tilsendt en kasse med produkter, der er udvalgt oppefra med den største gevinst for øje, siger Claus Van Vogelpoel, der har været optiker hos Seerup Optics siden april.
Skræddersyede løsninger hos Seerup Optics
Hos Seerup Optics møder kunderne altid en optiker, fortæller Claus Van Vogelpoel.
– Det gør en kæmpe forskel for vores kunder. De får faglig rådgivning hele vejen igennem, og det giver mig noget som optiker, at jeg følger en kunde fra start til slut. Det har jeg savnet hos den optiker, hvor jeg var før. Her stod jeg for synsprøven, mens en optikerassistent klarede resten af processen. I Seerup Optics møder kunden kun én ansat, det er god service, siger Claus Van Vogelpoel.
Thomas Rasmussen nyder også at være i Seerup Optics, hvor han er i berøring med alt fra kundekontakt til modedelen med at vælge brillestel og brilleglas til butikken.
– Det er ligesom at være optiker i gamle dage. Vi er ikke bundet op på et bestemt sortiment og aftaler med faste producenter. Vi plukker selv produkter ud til Seerup Optics, og kunderne kan mærke, at vi har købt ind med hjertet og kan stå inde for produkterne. Den frihed gør, at vi kan tilbyde et bredere sortiment og langt flere individuelle løsninger til vores kunder, siger Thomas Rasmussen, der har arbejdet i Seerup Optics i tre år.
Tryghed og tillid altafgørende
Han og Claus Van Vogelpoel oplever, at mange kunder holder sig til en fast optiker.
– Jeg og mine kolleger i Seerup Optics har mange trofaste kunder, der kommer igen og igen. Det er et spørgsmål om tillid. Det at være optiker er lidt ligesom at være læge eller tandlæge, for de fleste handler valg af optiker om at føle sig tryg og have tillid, siger Thomas Rasmussen.
De to erfarne optikere, Claus Van Vogelpoel (i midten) og Thomas Rasmussen (til højre), har fået glæden ved optikerlivet tilbage efter skiftet til Seerup Optics. Her ses de sammen med indehaver Mads Seerup (til venstre).
Hos Seerup Optics møder kunderne altid en optiker i butikken. Tine Pabst er en del af holdet, der tæller seks optikere og to optikerelever.
Advertorial skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier.