400 danske skoleelever fra hele Danmark er ikke i tvivl. Fjordvang Efterskoles Mind & Skills er det bedste 9. klasses forløb i Danmark.
To gange om året samler organisationen Danske Skoleelever (DSE) fremtidens politikere og meningsdannere til debat om aktuelle emner i et Policy Lab. Sidst var knap 400 unge skoleelever samlet i Randers, hvor de skulle designe den bedst mulige 9. klasse.
Fra Fjordvang Efterskole deltog 16-årige Rasmus Emil Andersen, der i flere år har været aktiv i DSE. Både som medlem af bestyrelsen og som formand for lokalafdelingen af DSE i Region Midtjylland.
”Det var en super spændende weekend, hvor vi arbejdede med at skabe den bedst mulige 9. klasse i Uhrskolen, der er en fiktiv skole. I løbet af weekenden fik jeg mulighed for at præsentere Fjordvang Efterskoles Mind & Skills, og efter at vi havde arbejdet med det, valgte de andre elever Mind & Skills, som den bedste måde at gå i 9. klasse på i hele Danmark. Det er lidt vildt”, siger Rasmus Emil Andersen.
Fremtidens 9. klasse er allerede virkelighed på Fjordvang Efterskole i Vestjylland
På Fjordvang Efterskole glæder forstander Jacob Gravlund Jørgensen sig over, at knap 400 danske skoleelever har stemt Mind & Skills helt til tops som den bedste 9. klasse.
”Vi forsøger at gøre tingene anderledes for vores 9. klasses elever på Fjordvang Efterskole. De kan enten vælge et spor med en tydelig praktisk og innovativ dimension, som kalder vi Skills, eller et spor med en tydelig boglig og gymnasieforberedende dimension, som vi kalder Mind”, forklarer Jacob Gravlund Jørgensen.
Undervisningen i Mind & Skills er tilrettelagt efter faglig interesse, og det høstede stor ros blandt de unge skoleelever på DSE’s Policy Lab.
”Vi ønsker ikke at blive delt efter, hvor dygtige vi er til dansk og matematik. Det giver langt bedre mening at opdele os efter de forskellige interesser, vi har. Vi lærer alle forskelligt, og det tager Mind & Skills virkelig højde for. De der gerne vil arbejde innovativt og bruge deres hænder, kan vælge Skills, mens de der gerne vil fordybe sige bogligt og blive rustet til gymnasiet, kan vælge Mind. Med Mind & Skills fokuserer skolen på vores styrker fremfor svagheder, og det afgjorde afstemningen og kårede Mind & Skills som det bedste 9. klasses forløb”, forklarer Rasmus Emil Andersen.