Hele 42 elever fra skolekoret på Skibet Skole gik Santa Lucia-optog på Sinatur Hotel Haraldskær, hvor de på fornemste vis sang julen ind for hotellets mange konferencegæster. Efter optoget blev skoleeleverne fortjent belønnet med lækre pandekager i restauranten.
I de traditionelle hvide kjoler og med tændte stearinlys lys sang eleverne englesmukt på deres optog gennem hotellets mange historiske gange. Forrest som Lucia-brud gik 12-årige Mille Janken Nyholm fra 6. klasse, og hun havde længe glædet sig til at gå Lucia-optog.
– Det var super sjovt. Jeg har gået Lucia-optog to gange før, men jeg har aldrig prøvet at gå forrest som Lucia-brud. Det var fedt at prøve, selvom det var lidt svært at få trinene og tempoet til at passe, siger Mille Janken Nyholm med et stort smil, der afslører, at det vist alligevel gik meget godt.
Santa Lucia-optog på Sinatur Hotel Haraldskær er et nyt tiltag, men det er en tradition, der er kommet for at blive. Det afslører hoteldirektør Kari Brandsgård.
– Santa Lucia-optoget er et uventet og festligt indslag for vores gæster på Sinatur Hotel Haraldskær. Det er med til at skabe en god julestemning i en mørk, kold og våd tid. Jeg er glad for, at Skibet Skole takkede ja til invitationen, og jeg har allerede aftalt med korets ledere, Jette Christensen og Stine Grinderslev, at vi gør det til en fast juletradition, fortæller Kari Brandsgård.
Efter Santa Lucia-optoget sang koret yderligere to sange. Forventning af Hans Holm og Heal the World af Michael Jackson, der sjældent er sunget med så stor entusiasme og glæde.
Derfor var det også velfortjente boller og pandekager, der ventede eleverne fra 1. til 6. klasse i Sinatur Hotel Haraldskærs smukke morgenmadsrestaurant. Målt på ansigtsudtrykket var pandekagerne et sikkert hit.
– Eleverne fortjente virkeligt at blive forkælet lidt efter deres flotte optog og sange. Når vi nu har så dygtigt et skolekor som naboer, er det oplagt, at de besøger Sinatur Hotel Haraldskær. For vi vil gerne tage aktivt del i lokalområdet, siger hoteldirektøren.
Derfor involverer hotellet sig gerne i lokale projekter. F.eks. serverede de kartoffelsalat til juletræsfestens 250 gæster, lige som de holder Sankt Hans Aften og andre events for alle, der har lyst.
– Vi vil gerne være en del af lokalområdet og vise, at hotellet er uhøjtideligt og for alle, der ønsker at drikke en kop kaffe, spise eller holde fest i vores smukke rammer, forklarer Kari Brandsgård, der allerede er begyndt at glæde sig til næste års Santa Lucia-optog på Sinatur Hotel Haraldskær.
Pressemeddelelse er skrevet af Speakloud for Sinatur Hotel Haraldskær.