Hvor der er vilje, er der vej. Det er speedwaydrengen Emil Unnerup fra Ågård et godt eksempel på. Trods et voldsomt styrt, der kostede et brækket bækken, kunne han for tredje gang i karrieren og for andet år i træk løfte trofæet som dansk mester i speedway.

Emil Unnerup forelskede sig som helt lille i speedway, og allerede da han var 5 år gammel, satte han sig frygtløst op på speedwaycyklen, spændte hjelmen og trykkede gashåndtaget helt i bund. Det gjorde han også den skæbnesvangre dag i maj måned, hvor et voldsomt styrt truede med at sætte en brat stopper for det unge speedwaytalents karriere.

– Under et løb på banen i Vissenbjerg er jeg lidt uheldig og styrter. Bagefter kan jeg knap nok stå på mine ben. Det gør vildt ondt, og selvom mit team synes, jeg skal stoppe, kører jeg stædigt videre, efter at de har hjulpet mig op på cyklen, husker Emil Unnerup og afslører, at han faktisk allerede kørte løb igen næste dag.

– Selvom jeg gennemførte alle fem heats, gik det slet ikke. Jeg kunne ikke sidde ordentligt på cyklen og havde mange smerter. Efter løbet kørte vi på Kolding Sygehus, og de kunne se, at mit bækken var brækket hele tre steder. Så kan jeg jo godt forstå, at det gjorde ondt, siger Emil Unnerup med et smil.

Team Unnerup Racing 3

Emil kæmpede sig tilbage på speedwaycyklen

Efter en lang og brav genoptræning, hvor Emil Unnerup beviste, at der for alvor er ambitioner og krummer i den unge krop, gjorde han comeback i august. Her gik det over al forventning med 13 hjemkørte point af 15 mulige. Alt tegnede igen lyst, indtil Emil Unnerup styrtede på ny og fik en trist melding om 2 ledbåndsskader i sin ankel.

– Efter en hurtig og god genoptræning vendte jeg tilbage til holdet. Jeg missede heldigvis ikke nogen løb, og sammen med mit hold fra Holsted Speedway klub endte vi med at vinde 7 ud af de 10 matcher. Til den afgørende finale var der god opbakning fra mine sponsorer, og så kom min klasse 5X fra Sct. Michaels skolen i Kolding og bakkede mig op med banner og lufttur. Det betød meget for mig, understreger Emil Unnerup.

Sponsorer baner vejen for Emils drømme

Sammen med sit team lægger Emil Unnerup mange timer i speedwaysporten. Det er en dyr sport at gå til, og derfor glæder Team Unnerup Racing sig over den opbakning, de mærker fra sponsorer, der gerne vil støtte et ungt speedwaytalent.

– Vi er meget taknemmelige for de sponsorer, der har valgt at støtte Emil, og vi har stor respekt for dem, der har valgt at følge ham rundt på de danske speedwaybaner. Det gør en stor forskel for Emil, når han mærker støtten og opbakningen, og vi vil gerne sende en stor tak til sponsorerne. De gør det muligt, at Emil kan dyrke sin sport på højt plan, fortæller Tina Unnerup.

Team Unnerup Racing 1

Stod for presset og vandt ny titel på uheldsbane

DM-titlen var naturligvis kronen på værket, men også en anden sejr giver for alvor den unge speedwaydreng et smil på læben.

– I år vandt jeg SpeedClub Mesterskabstitlen. Den sejr var vigtig, for løbet blev kørt på den samme bane, hvor jeg brækkede mit bækken. Det betyder meget for mig, at jeg kom tilbage og beviste over for mig selv, mit team og mine sponsorer, at jeg kan stå for presset og vinde, når det gælder for alvor, fortæller Emil Unnerup.

Vil vinde guld til Danmark

Sammen med sit team er han i fuld gang med forberedelserne til næste sæson.

– Mine speedwaycykler skal gøres klar, og så skal jeg være mere fysisk stærk og mentalt klar. Jeg træner i Lido Fitness og svømmer to gange om ugen. Til Skolernes Motionsdag løb jeg 15 kilometer, så formen er ved at være god, mener det unge talent.

De mange timers træningsflid og en konstant søgning efter nye sponsorer vidner om, at Team Unnerup Racing og ikke mindst Emil, mener det seriøst.

– Emil drømmer stort. Han vil til EM og VM. Han vil køre som professionel i Polen og vinde guld til Danmark. Det kræver nye sponsorer, og vi håber, at vi kan lande aftaler med nogle stykker i løbet af vinteren. Emil jagter selv drømmen, og han træner målrettet og ambitiøst, fortæller Tina Unnerup, der sammen med bedstefar Elis følger Emil i tykt og tyndt rundt på de danske speedwaybaner.

Læs mere på Team Unnerup Racings hjemmeside

www.teamunnerupracing.dk

Team Unnerup Racing 4