41-årige Allan Nielsen er et lille BSB Industry mirakel. Trods en kronisk nyresygdom med talrige smerteanfald, utællelige operationer i fuld narkose og en hjertetransplantation i 2018 nægter han at kaste arbejdshåndklædet i ringen. 

”Allan er en gudsbenådet fighter. Han har knoklet fra dag ét og altid vist et helt fantastisk gåpåmod, selvom sygdom flere gange har forsøgt at spænde ben for ham”, fortæller partner og COO Bjarne Elneff, der var med til at ansætte Allan Nielsen som voksenklejnsmedslærling i 2004. Den beslutning har han aldrig fortrudt.

”Vi har altid været glade for Allan. Han er dygtig fagligt og vellidt på arbejdspladsen. Det sidste skyldes ikke mindst, at han altid har været åben og 100 procent ærlig omkring de udfordringer, den kroniske nyresygdom og hjertetransplantationen giver”, mener Bjarne Elneff og understreger, at en fyreseddel aldrig har været på tale. 

”Mennesker betyder mere end penge i BSB Industry. Allan har været med næsten fra starten og er en af kulturbærerne. Vi har altid sagt til Allan, at der en plads til ham, når han igen var frisk efter et sygdomsforløb. Faktisk har vi flere gange opfordret ham til at tage den lidt mere med ro. Men Allan vil fremad, og han kan ikke bare sætte sig ned og slappe af”, fortæller Bjarne Elneff med et smil.

Rummelig virksomhed med sunde værdier

Den udlægning kan Allan Nielsen, der i dag har skiftet arbejdet som klejnsmed ved laserskæremaskinen ud med et mindre fysisk krævende job som vedligeholdelses- og kalibreringsansvarlig, godt nikke genkendende til.

”Jeg egner mig ikke til at gå hjemme. Jeg elsker mit arbejde og at være del af fællesskabet i BSB Industry. Allerede en måned efter hjertetransplantationen begyndte jeg at arbejde lige så stille igen, for jeg kan simpelthen ikke undvære det”, fortæller Allan Nielsen, der er glad for, at Lunderskov-virksomheden har vist stor forståelse og empati for de mange sygdomsforløb.

”Jeg har aldrig set, hørt eller oplevet, at ledelsen har været negative omkring min kroniske nyresygdom og hjertetransplantationen. De kunne med rette have afskediget mig på grund af mange sygdomsperioder, men de har i stedet for bakket mig op og fundet løsninger. Det er jeg evigt taknemmelig for”, forklarer Allan Nielsen, der nævner skiftet til jobbet som vedligeholdelses- og kalibreringsansvarlig som et godt eksempel på virksomhedens udstrakte rummelighed.

”I arbejdet ved skæremaskinen var jeg en af de første i produktionsleddet. Når jeg var syg, gik det udover alle andre, der var afhængige at mit arbejde. Det var et stort irritationsmoment for mig, og jeg var 100 procent klar til at sige op. Men det kunne jeg ikke få lov til. Virksomheden ville beholde mig og fandt løsningen i et job som vedligeholdelses- og kalibreringsansvarlig, hvor arbejdsopgaverne har knap så hårde deadlines”, fortæller Allan Nielsen og husker ydmygt tilbage på tiden, hvor en medført hjertefejl nær havde fået fatale konsekvenser. 

”Under en ferie på Fanø med min kone og tre børn fik jeg det dårligt. Undersøgelser viste, at jeg havde to kæmpe blodpropper i hjertet. Funktionsgraden var helt nede på kun 10-15 procent. Jeg fik min hjertetransplantation i 2018. Inden operationen besøgte Benny og Bjarne Elneff mig. De havde en kurv med og blomster til konen. De fortalte, at jeg skulle tage den tid, jeg havde brug for. Når jeg var klar igen, var der et arbejde til mig i BSB Industry. Det gav mig og min familie en enorm økonomisk tryghed, og jeg synes, det siger alt om deres medmenneskelighed, at de tog sig tid til at besøge mig på hospitalet inden operationen”, fortæller Allan Nielsen, inden han forsætter kalibreringsarbejdet af værktøjet til skæring, bearbejdning og svejsning af stål, rustfrit stål og aluminium. 

Nyhed til hjemmeside og pressemeddelelse skrevet af Speakloud for BSB Industry.