Vesterlund Efterskoles to musikhold fyrede den max af til Musikfestival på Bråskovgaard. Sol fra en skyfri himmel og temperatur på den anden side af 25 grader dannede den perfekte ramme for en dag med rockede toner og smukke ballader.

– Det var bare så fedt at slå sig løs med bandet, siger Helena Skyum, der er forsanger i det ene af de to bands. Hun nød at spille live foran et stort publikum.

– Alle stod og heppede på os. De gav os en fantastisk støtte. Det gjorde oplevelsen helt vild, siger en smilende Helena, inden hun skynder sig videre. En ny live koncert venter. Denne gang på Teltscenen.

Veninderne Annita, Simone og Katrine var alle tre imponerede over de to bands.

– Vi er mega stolte af vores efterskole. De to musikhold gjorde det bare så godt. Det er fedt at være en del af. De er så seje, siger de tre veninder.

De tre elever bakkes op af musiklærerne Dennis og Henrik.

– Det klappede. Vi er så stolte af vores musikhold. De mange timer i øvelokalet betaler sig. De to musikhold har fået en kæmpe – og velfortjent – succes.

Se billeder fra musikfestivalen på Bråskovgaard

Nyhed hjemmeside skrevet og fotos skudt af Speakloud for Vesterlund Efterskole.