CTO i Telenor Georg Svendsen har taget pulsen på den teknologiske udvikling og kommer her med sit bud på, hvordan kunstig intelligens og Internet of Things katalyserer 5 vigtige teknologitrends, der vil spille en afgørende rolle for vores virksomheder og hverdagslivet for hr. og fru Danmark i 2018.

Du har sikkert allerede hørt, set og oplevet kunstig intelligens og Internet of Things (IoT). Indtil nu har det været i mindre målestok, men i 2018 vil den kunstige intelligens og IoT i højere grad blive hvermandseje og forandre den måde virksomheder, det offentlige og private agerer på.

Den kunstige intelligens og IoT bliver tilgængelig for alle i takt med at sensorer, netværksudstyr og netværksforbindelser bliver billigere, bedre og hurtigere. I 2018 vil vi for alvor begynde at se værdien af de muligheder, det giver for smart city projekter, virtuelle kundeassistenter, gadebelysning der lyser efter behov og sensorer på spædbørn, der gennem måling af f.eks. temperatur og hjerteslag kan give lægen præcise informationer og mulighed for at sætte ind med den rigtige behandling.

De 5 vigtigste teknologitrends i 2018

# Trend 1: IoT (Internet of Things)

# Trend 2: Kunstig intelligens

# Trend 3: Virtual Reality

# Trend 4: Cloud on the edge

# Trend 5: Sundhedsteknologi

# Trend 1: IoT (Internet of Things)

Gartner, der er en af verdens førende research- og analyseinstitutter, forudser, at der i 2020 er flere end 21 billioner IoT sensorer, der kobler telefoner, tablets, TV, ure, regulering af lys, varme, vand og ventilation, biler, droner, stikkontakter, låse, køleskabe og utallige andre enheder op på internettet.

Men allerede i 2018 bliver IoT et naturligt element i vores virksomheder, og vi vil i stigende grad bruge teknologien til overvågning af miljø og infrastruktur, industrielle applikationer, energistyring, hospitaler, medicin, sundhed, sikkerhed, biler, styring og overvågning af hjemmet.

IoT – Intelligente løsninger der skaber værdi

I 2018 vil vi se mange eksempler på, hvordan IoT kan bruges til at skabe nye løsninger, der er mere sjove, end de er anvendelige. Men vi vil især se, hvordan IoT skaber nye og mere intelligente processer, der skaber værdi for brugere, virksomheder og samfundet generelt.

F.eks. vil smarte apps informere om den nærmeste ledige parkeringsplads, så vi ikke skal cirkulere rundt, spilde tid og belaste CO2-regnskabet unødigt.

Vi vil også opleve, at IoT integreres i smart city projekter, hvor f.eks. gadebelysningen lyser efter, hvor mørkt det er, eller når der er bevægelse. Det er både smart, godt for miljøet og snusfornuftigt økonomisk.

IoT vil også for alvor få betydning for vores sundhed. Med IoT sensorer på vores krop, vil vi begynde at behandle os selv ud fra den viden, vi får. Det kan ændre drikke-, spise- og måske endda vores arbejdsvaner.

IoT stiller krav til datacentre og vores netværk

Udfordringen bliver at integrere styringen af de mange forskellige IoT enheder i den overordnede it-infrastruktur uden at overbelaste den. Løsningen er velfungerende datacentre og et hurtigt netværk, der kan sende data mellem enhederne uden forsinkelse.

# Trend 2: Kunstig intelligens

Kunstig intelligens (AI) i simple eller avancerede former vinder frem overalt. For blot at nævne en håndfuld eksempler bliver AI allerede i dag brugt til f.eks. talegenkendelse, maskinoversættelse, gennemgang af forskningsartikler og simple husholdningsrobotter.

I 2018 vil vores brug af kunstig intelligens stige og blive mere avanceret. Vi vil opleve, at kunstig intelligens i stigende grad gør vores biler selvkørende, og at virtuelle kundeassistenter giver os særlige tilbud tilpasset vores købsmønstre. AI vil regulere trafikken, foreslå hurtigere ruter og booke og betale for en ledig p-plads på din destination.

Den kunstige intelligens bliver mere tilgængelig, og den vil komme til at spille en stor rolle i call centre, i salgsorganisationen, i kunderådgivning og i forskellige produktionsindustrier, hvor den kunstige intelligens evne til at dykke ned i big data kan skabe bedre, hurtigere og mere effektive løsninger end den menneskelige hjerne.

# Trend 3: Virtual Reality

Virtual reality – eller augmented reality – vil blive introduceret på nye områder i 2018 og sætte nye standarder for mødeform, testkørsler af biler og give helt nye sanseoplevelser i f.eks. nyheds- og spilverdenen.

Smarte virtuelle møderum

Det vil blive mere almindeligt, at f.eks. ingeniører fra Danmark, USA, Japan og Tyskland arbejder på den samme 3D model i et virtuelt mødelokale, hvor det er muligt at samle eksperter fra hele verden på et splitsekund og lade dem samarbejde om komplekse løsninger. I det virtuelle møderum er det muligt at føle, mærke og arbejde fysisk på 3D modellen i realtid.

Testkørsel af biler i deres rette element

Med augmented reality kan bilindustrien testkøre biler, hvor i verden de vil uden at være fysisk til stede. De kan teste deres biler på den tyske motorvej, på snirklede italienske bjergveje eller i tætbefolkede byområder uden at udsætte mennesker eller materielet for fare.

Oplev nyhederne, hvor de foregår

Flere mediehuse arbejder på at gøre fremtidens aviskiosk virtuel, så du i fremtiden ”rejser” hen til de steder, hvor nyhederne foregår med virtual reality headsets. På den måde kommer du tættere på historierne end nogensinde før. Flere eksperter spår, at gennembruddet sker i 2018.

Alle sanser sættes i spil

I dag er kun syns- og høresansen i brug, når vi eller vores børn gamer. I fremtiden vil vi opleve, at flere sanser kommer i spil. F.eks. har vi allerede set en demoudgave af et virtual reality headset med en duft-device, der gør det muligt at lugte krudtet fra en affyret pistol eller det grønne græs i et fodboldspil. Den trend vil vokse i 2018.

# Trend 4: Cloud on the edge

Cloud on the edge vil vokse i 2018. Almindelige cloudløsninger, hvor alt er placeret på én central server ét sted i verden, lever ikke længere op til vores behov. For det tager for lang tid at få data transporteret frem og tilbage, og hurtig data er altgørende for fremtidens teknologiske muligheder.

Vi har i stedet brug for servere, der er placeret tættere på, hvor vi er rent fysisk. En af løsningerne er cloud on the edge, der giver lynhurtige dataforbindelser uden forsinkelse. Med cloud on the edge er det muligt at styre droner og selvkørende biler helt præcist, og det siger selv, at et halvt sekunds forsinkelse i dataforbindelsen mellem en selvkørende bil og cloudløsningen kan have fatale konsekvenser.

# Trend 5: Sundhedsteknologi

Kombinationen af sundhed og kunstig intelligens bliver mere tydelig i 2018 med IoT sensorer eller andre måder, du kan tage ”temperaturen” på dit eget helbred på.

Ved at sætte IoT sensorer på din egen krop eller på dine børn, kan du følge udviklingen af temperatur, hjerterytme og puls. Du kan måle blodtryk, stressniveau og følge udviklingen i BMI. Alt sammen vil det give dig værdifuld viden om dit eller dit barns helbred og fysiske form.

Oplysningerne kan bruges af din læge til at give dig den rigtige behandling, hvis du bliver syg, eller du kan begynde at behandle dig selv og måske ændre spise-, drikke og arbejdsvaner.

Flere steder i verden er de allerede langt i udvikling af sundhedsteknologien. I Danmark – og i Europa generelt – holder vi lidt igen, da vi er bekymret for sikkerheden og adgangen til vores private data. Til gengæld udvikler vi teknologien på en sund måde, der vil give konkurrencefordele senere.

Hvordan navigerer du i de nye teknologiske muligheder?

Udviklingen af kunstig intelligens og Internet of Things sker i et hastigt tempo, og det kan være svært at følge med i de nye muligheder, det giver for virksomheder som din.

I Telenor anbefaler vi, at du som leder arbejder med de scenarier, hvor kunstig intelligens og IoT gør hverdagen lettere, forbedrer kundeoplevelsen og øger salget. F.eks. kan I arbejde på at skabe en mere naturlig og engageret brugeroplevelse ved at benytte dialog-platforme og virtuel og augmenteret virkelighed. I bør også overveje at udvikle business cases, der giver jer mulighed for at udnytte synergien mellem jeres eksisterende produkter og IoT.

Hvordan hjælper Telenor din virksomhed?

Hos Telenor følger vi den teknologiske udvikling tæt, og vi er hele tiden på forkant med at udvikle stabile infrastrukturer og cloud on the edge løsninger til de nye smarte og intelligente muligheder. Vi er specialiseret, og vi rådgiver gerne om, hvordan din virksomhed navigerer i og udnytter de nye teknologiske muligheder.

Kontakt Telenor på coedk@telenor.dk eller ring på tlf. 60 50 30 50.

 

Blogindlægget er skrevet af Speakloud for Telenor Erhverv Danmark.