Hvad der startede som et gør-det-selv-projekt i smedens egen have, har fået sin egen produktionslinje med højbede og bedkanter hos Give Stål.
Søren Folmer kiggede længe efter gode højbede til sin egen have. Han manglede også en sandkasse, men det var svært at finde noget af god kvalitet, og som havde det rigtige udtryk. Han gik derfor selv i værkstedet, udtænkte og byggede selv højbedet.
– Jeg havde kigget grundigt efter nogle produkter, som skulle være i en ordentlig kvalitet. Men jeg kunne ikke finde noget, så jeg besluttede at udforme det selv, fortæller Søren Folmer, der er indehaver af både Give Stål og værkstedet Sørens Smedie i Give.
– Det var en nærliggende tanke, at der også kunne være andre haveejere, som heller ikke kunne finde noget, og så kom vi lige så stille i gang med en produktion, siger Søren Folmer.
Derfor blev idéen til egen have hurtigt et større foretagende, og i dag sælger Give Stål bedkanter, græskanter og højbede fra produktionen på Bæksgårdsvej 18 i Give og gennem planteskoler.
– Jeg så et potentiale i bedene, og det har vist sig, at Danmarks haveejere også kunne se mulighederne i det, siger han.
Foråret sætter gang i projekterne
– Der er helt klart flere, der har brugt mere tid hjemme de seneste par år, og så får man jo tid til at kigge ud i haven og få gode idéer. Det kan vi mærke. Det og foråret sætter skub i både små og store projekter for os med haver og udendørsarealer, fortæller Søren Folmer.
Han stiftede Give Stål for 10 år siden, der i dag har speciale i søjler, bjælker, spær, gelændere og trapper i stål. De typiske kunder kommer fra byggebranchen, men de nye, flotte produkter til private haver har trukket haveejere til Give fra nær og fjern.
Både plantekasser og højbede er produceret i cortenstål, et materiale, som ruster på overfladen med tiden og giver et rustikt udseende til haven. Men corten har en langsommere gennemtæring end almindeligt stål, så det kan holde i op til 50 år. Drømmehaven kan få lov til at leve mange år.
– Vi har ramt et produkt, som taler til folk på flere parametre. Det er vedligeholdelsesfrit, og man kan få det lige i den størrelse, der passer til haven. Alt fra en kasse til krydderurterne til det største træ i haven, siger Søren Folmer.
Udover Give Stål ejer og driver Søren Folmer også Sørens Smedie, der producerer alt i stål til både erhverv og private. Det gode håndelag, der er lagt i udformningen af stålbedene, går igen i alle produktioner og processer, uanset om det er plantekasser, altaner eller større industriopgaver.
Skrevet af Speakloud for Jysk Fynkse Medier.