Smart, enkelt og effektivt. Ny app digitaliserer BSB Industrys arbejde med continuous business improvement (CBI) og bliver et afgørende ledelsesværktøj i kampen om at sikre den danske virksomheds konkurrenceevne på både det danske marked og internationale markeder.
Et konstant fokus på at effektivisere og optimere produktionen er altafgørende for at sikre konkurrencekraft i markedet, forklarer CEO i BSB Industry Teddy Norsgaard Jørgensen, der glæder sig til at bruge den nye CBI App i sit daglige arbejde med at udvikle virksomheden og til at imødekomme kundernes krav til kvalitet, leveringssikkerhed, leveringstider, pris og totalløsninger.
”CBI App giver et godt overblik over aktuelle forbedringsprojekter og områder med optimeringspotentiale. Med appen har vi fået et stærkt, digitaliseret ledelsesværktøj, der gør det lettere at holde momentum. I ledergruppen kan vi se status på alle igangværende projekter. Det betyder, at vi kan give en medarbejder eller et projekt et skub i den rigtige retning, når der er brug for det”, fortæller Teddy Norsgaard Jørgensen og understreger, at virksomhedens fokus på optimering spiller en helt central rolle.
”I BSB Industry arbejder vi hele tiden på at gøre os endnu mere attraktive over for kunderne. Vi kører tre optimeringsbølger om året af 100 dages varighed. Typisk er der 75 til 100 projekter i én bølge. Forbedringsprojekterne er nødvendige for at reducere omkostningsniveauet, sikre on time delivery i minimum 99 % af tiden, sænke antallet af reklamationer med 50 % og reducere leadtime fra 8 til 6 uger. For blot at nævne nogle af de elementer, der spiller en afgørende rolle for vores kunder”, forklarer Teddy Norsgaard Jørgensen.
CBI-applikation styrker motivationen
CBI-programmet er udviklet i samarbejde med New Future Formulas stifter og direktør, Niels Gørup Christiansen, der mener, at applikationen er med til at øge medarbejdernes lyst og motivation til at forbedre og optimere arbejdsgange.
”Med den nye CBI-applikation sparer BSB Industry en masse papirgange og tunge administrative processer. Det er slut med at lede efter løsark og filer på computeren. Applikationen samler nemlig alle optimeringsprojekter i en overskuelig oversigt, der gør det lettere for både medarbejdere og topledelsen at arbejde med optimeringsprocesserne”, forklarer Niels Gørup Christiansen og nævner nogle af fordelene ved den digitaliserede løsning.
”CBI-programmet giver transparens. Det bliver tydeligt, hvem der skal gøre hvad og hvornår. Alle medarbejdere har adgang til alle informationer, og alle kan se, hvordan et projekt skrider frem. Sidder en medarbejder inde med viden, der kan gavne et projekt, kan han byde ind, selvom han måske er tilknyttet en anden afdeling eller team”, fortæller direktøren i New Future Formula.
Et uvurderligt værktøj
I BSB Industry er CEO Teddy Norsgaard Jørgensen i samarbejde med medarbejderne i fuld gang med at udrulle den første 100-dages bølge i det nye optimeringsprogram, og han har høje forventninger til den nye CBI App.
”I BSB Industry tror vi på, at den nye CBI App kan stimulere medarbejdernes motivation til at arbejde endnu mere seriøst med optimeringsprojekter i kraft af, det bliver smartere, mere enkelt og hurtigere. Den nye app giver et godt overblik og åbner op for, at vi i højere grad kan lade os inspirere af hinandens resultater, ligesom den bliver en katalysator for, at vi arbejder seriøst med projekterne og forbedrer os fra gang til gang” forklarer Teddy Norsgaard Jørgensen, der glæder sig over, at den nye app vil gøre det lettere at styre optimeringsprojekterne.
”Kunderne forventer, at vi konstant gør det bedre målt på kvalitet, leveringssikkerhed, leveringstider, pris og totalløsninger. Med CBI App har vi fået et uvurderligt værktøj, der gør det lettere for os at styre de optimeringsprojekter, der ligger til grund for, at vi kan leve op til kundernes forventninger”, understreger Teddy Norsgaard Jørgensen.
Pressemeddelelse og nyhed til hjemmeside skrevet af Speakloud for BSB Industry.