Nordic Waste er specialister i behandling og rensning af forurenet jord. De har taget kampen op mod by- og generationsforurening, og målet er at rense 1 million tons jord for eksempelvis bly, arsen, nikkel, cyanid og olie hvert år.

– Mere end halvdelen af den vaskede og rensede jord skal genbruges til nye veje og i materialer til byggebranchen, mens resten skal gøre god nytte i reetableringen af den 57 hektar store råstofgrav i Ølst mellem Aarhus og Randers.

Det fortæller adm. direktør og partner i Nordic Waste A/S David York. Sammen med kollegerne i jordrensningsvirksomheden tager han imod forurenet jord fra hele Danmark og vores nabolande.

– Skibe skal transportere størstedelen af den forurenede jord til havnene i Randers og Aarhus, mens det sidste korte stykke bliver klaret i lastbil. Vi har valgt kombinationen med skibstransport, fordi vi ønsker at sætte det mindst mulige klimaaftryk, forklarer David York.

Stræber efter en sundere jordklode

Nordic Waste er placeret centralt i Jylland ved den tidligere råstofgrav i Ølst, og det giver virksomheden og miljøet er klar fordel, når den behandlede og rensede jord skal genanvendes.

– Typisk er cirka 30 procent af den vaskede jord ikke egnet til direkte genanvendelse i for eksempel byggematerialer. I stedet har jorden nytteværdi i retableringen af råstofgraven, og det betyder, at jorden ikke skal ud på endnu en økonomisk tung og ikke mindst miljøbelastende rejse. De lastbiler der kommer med forurenet jord, kan få rene materialer med retur, forklarer David York.

Et ønske om at bidrage til en renere og sundere jordklode er drivkraften i den østjyske virksomhed.

– Vi ønsker at være med til at rydde op efter vores egen og tidligere generationers forurening. Jeg er oprindelig uddannet navigatør og styrmand og har sejlet på de Syv Verdenshave. Dengang smed vi alt i havet. Vi havde ikke engang dårlig samvittighed. Det var bare sådan, man gjorde, og det samme kan man sige om tankstationernes, byggeriets og industrivirksomhedernes generationsforurening. Nu er det på tide, at vi tager ansvar og rydder op, mener David York.

Genbrug skal sikre, at verden ikke bukker under

Når den forurenede jord ryger i Nordic Waste’s store vaskeanlæg, skilles komponenter som sand, sten og andre organiske materialer ud, ligesom den rensede jord bliver til en ressource i stedet for et problem.

– Befolkningstallet i verden er eksploderet, men vores jordklode er ikke blevet større. Hvis ikke verden skal bukke under, skal vi være bedre til at udnytte og genbruge vores råstoffer i en ny livscyklus til eksempelvis nye veje og byggematerialer. Der er stadig lang vej, men vi er i dag en del af en ny generation, der ikke griser og sviner længere. Vi er blevet meget mere bevidste om, at vores grundvand er sart, og at vi skal passe ekstra godt på det. Den rejse er det dejligt at være en del af, understreger David York.

Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier.