Aguardio har udviklet en enkel men smart og intelligent løsning, der vil hjælpe mennesker over hele verden til at tage kortere brusebade til gavn for miljøet og pengepungen. I samarbejde med Kanved Patent Consulting har Aguardio indsendt patentansøgning for at beskytte idéen og det grønne koncept.

Har du nogensinde taget tid på, hvor lang tid du bruger under bruseren? Eller målt hvor meget vand der løber ud af brusehovedet, alt imens du skråler løs i badet? Med Aguardio løsningen monteret i badeværelset kan du få svarene. Det fortæller Thomas Munch-Laursen, der er administrerende direktør i Vejle-virksomheden Aguardio.

– Vores device monteres nemt som en plug and play løsning i brusenichen, hvorfra sensoren med en trådløs teknologi indsamler data om luftfugtighed og temperatur på badeværelset samtidig med, at den måler hvor længe det varme vand løber. I realtime kan den badende se målingerne på displayet, og det tilskynder folk til at bruge langt mindre vand. Det er smart for både miljøet og den enkelte husstands energiregning, forklarer Thomas Munch-Laursen.

Hjælp miljøet ved at spare på vandforbruget med Aguardio

I Aguardio er det målsætningen at reducere vandforbruget i badet ved at fremme bæredygtig adfærd hos mennesker.

– Aguardio løsningen er især populær blandt hoteller, boligforeninger, idrætscentre, efterskoler og højskoler, fordi de kan gøre en forskel for klimaet og brande sig selv i en grønnere retning, samtidig med at de sparer mange penge på vandregningen, fortæller Thomas Munch-Laursen og kommer med et konkret eksempel.

– Det er blandt andet blevet påvist, at vores ”guidende display” fik gæsterne på et hotel til at bade i kortere tid. Samlet set blev badetiden forkortet med hele 20 %, fortæller den administrerende direktør.

IPR Rådgivning gav overblik og afklaring

Med Aguardio’s smarte løsning detekteres vores bruseadfærd. Aguardio enheden indsamler ved hjælp af fire sensorer data, som efterfølgende ved hjælp af kunstig intelligens og algoritmer omformes til grafer, der giver indblik i og forståelse af brusebadsdata. Disse data bruges til målrettet at kommunikere forskellige visuelle symboler på displayet, der nudger brugeren til at tage kortere brusebade baseret på frivillighed og deres lyst til at gøre en forskel.

– Vi synes, at vi har udviklet et smart koncept, men vi var længe i tvivl, om det var muligt at opnå patentbeskyttelse på vores løsning. Det afklarede et tæt IPR rådgivningsforløb med Kanved Patent Consulting, der åbnede vores øjne for fordelene ved at indsende en patentansøgning.

Thomas Munch-Laursen - Aguardio

– Patentansøgningen beskytter vores forretningskoncept, den giver handlefrihed og sikrer os en tydeligere markedsposition, ligesom den giver os et stærkere forhandlingsmandat i dialogen med potentielle investorer, der skal være med til at løfte vores produkt ud på verdensmarkedet, forklarer Thomas Munch-Laursen, der i hele forløbet har følt sig i trygge hænder hos Nicolai Kanved, der er direktør i Kanved Patent Consulting. 

– Nicolai er fagligt dygtig. Jeg er imponeret af hans evne til at trække essensen ud af et komplekst produkt og kommunikere det så tydeligt og klart i patentansøgningen. Gennem samarbejdet har vi nu fået indsendt en patentansøgning, der dækker hele vores koncept af. Det giver os et godt og solidt fundament til at fortsætte vores arbejde med at motivere og hjælpe mennesker til at ændre adfærd, så vi i fremtiden bruger mindre vand og passer bedre på vores miljø, understreger Thomas Munch-Laursen.

Hvorfor har Aguardio valgt os?

Administrerende direktør Thomas Munch-Laursen giver dig et overblik over, hvorfor han og Aguardio samarbejder med Kanved Patent Consulting.

  1. Nicolai er fagligt dygtig og sætter sig ind i vores løsning
  2. Han har god teknologiforståelse og et kommercielt sigte
  3. Nicolai har stor erfaring med patenter
  4. Vi får kompetent rådgivning igennem hele processen
  5. Vi har fået et stærkt forhandlingsmandat til dialogen med nye investorer

Hvilke opgaver løser vi?

Kanved Patent Consulting arbejder for Aguardio med:

  • IPR Rådgivning
  • Patentstrategi
  • Indlevering af patentansøgning
  • Procedering af europæisk patentansøgning
Aguardio i bruseniche

Kundecase skrevet af Speakloud for Kanved Patent Consulting.