Alfabo bygger boliger til alle, og i boligforeningens nybyggede afdelinger med familieboliger er der mulighed for, at flere generationer kan få glæde af hinanden. De er nemlig indrettet til både den unge børnefamilie og det ældre ægtepar, der lige har solgt huset og kan nyde, at andre slår græsset.

– Hvis du har lyst, skal du kunne blive i den bolig, du flytter ind i, fra du flytter ind som ung, til du forlader den for at skulle på plejehjem. Vores boliger skal kunne rumme hele livscyklussen, og derfor skal de også være indrettet ældrevenligt fra starten, fortæller bestyrelsesformand i Alfabo, Bent Jacobsen.

Seneste skud på stammen er de nybyggede rækkehuse i Søparken i Ansager, hvor der er boliger til både pensionister og børnefamilien. Der har været stor efterspørgsel på étplanshusene fra især borgere på 65+, der har solgt den store villa og nu vil flytte i noget mindre.

Indflytningsklar til ældre

Boligerne hos Alfabo er indflytningsklar til seniorer, uanset om det er en etagebolig eller et rækkehus, de flytter ind i. Der bliver tænkt på både den ældre borger og den yngre børnefamilie, når boligerne bliver indrettet i byggefasen.

– I Søparken er de udendørs arealer overskuelige med mulighed for, at både barnevognen, trillebøren og rollatoren kan bevæge sig frit på stierne i området. Indvendigt har boligerne god plads, så en kørestol kan komme rundt, fortæller Bent Jacobsen.

Alle ældrevenlige boliger er udstyret med niveaufri adgang. Der er ingen dørtrin, så rollatoren kan let suse rundt i hele boligen. Det gælder for eksempel i de nybyggede lejligheder på Bekkasinvej i Grinsted, hvor der er elevator fra stuen og op til fjerde sal med svalegang hen til hver lejlighed med niveaufri adgang. En ældre beboer i kørestol kan derfor nemt bevæge sig fra gaden og op i lejligheden på fjerde sal.

– Det er en af de ting, der gør boligerne egnede til ældre, men du lægger ikke mærke til det, når du kommer på besøg. Og den unge familie, der flytter ind, føler ikke, at den er anderledes end andre lejligheder, understreger Bent Jacobsen.

Ældre bor dør om dør med børnefamilien hos Alfabo

Bedsteforældre hos naboen

Alle de familieboliger Alfabo har bygget inden for de seneste ti år, og alle fremtidige familieboliger, er egnede til ældre. Men det er ikke planen, at der kun skal være beboere på 65+, fortæller Bent Jacobsen.

I stedet håber han at gøre boligafdelingerne mere blandede. Det giver en anden dynamik i boligafdelingen, mener han og nævner rækkehusene på Lundvej i Varde, hvor de ældre beboere er blevet en slags bedsteforældre for børnene i afdelingen. 

– Det bedste er de byggerier, hvor vi har alle aldersgrupper, og hvor den enlige mor med to børn kan få hjælp til børnepasningen af naboerne. Det gør boligområderne stærkere, fortæller Alfabos bestyrelsesformand.

Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier.