Tina Søgaard og Gunhild Lihn cyklede i sommers de godt 1200 km til Paris med Team Rynkeby. Sammen med Maybritt Dyring, der grundet et slemt styrt ikke kom til Paris, fortæller pigerne mandag 12. september om turen, og hvorfor de har involveret sig i at gøre en forskel for børn med kræft.

Du kan møde de tre seje piger på Sinatur Hotel Haraldskær til et inspirerende foredrag om deres cykeltur over syv etaper til Paris og arbejdet med at rejse penge til Børnecancerfonden.

– Team Rynkeby handler ikke alene om at cykle de godt 1.200 km til Paris på syv dage. Når du deltager på Team Rynkeby, arbejder du i løbet af året på at gøre en forskel for børn med kræft og deres familier. Det kan fx være foredrag som dette, hvor overskuddet går ubeskåret til Børnecancerfonden, forklarer Tina Søgaard.

Foredraget starter kl. 19, men allerede fra kl. 17.30 byder Sinatur Hotel Haraldskær på braiseret svineskank med grov mos fra lokale avlere og en lækker sensommer stikkelsbærsdessert. Den lækre menu serveres som delemad i den nyrenoverede, rustikke Haraldskælder.

En ufattelig stor oplevelse

Team Rynkeby blev stiftet i 2002, da 11 motionscykelryttere med tilknytning til den danske juiceproducent Rynkeby Foods A/S besluttede sig for at cykle til Paris for at se afslutningen på Tour de France. I dag består Team Rynkeby af 1.600 motionscykelryttere og 400 hjælpere fordelt på 38 lokale hold, og blandt dem altså Tina Søgaard, Maybritt Dyring og Gunhild Lihn, der alle har fået en oplevelse for livet – Maybritt Dyrings slemme styrt til trods.

– Det har været en helt unik oplevelse at være en del af Team Rynkeby. For Team Rynkeby gør en ubeskrivelig stor indsats for Børnecancerfonden og de mange børn, der desværre har fået konstateret kræft. Hver en indsats kan mærkes, og det glæder vi os til at fortælle meget mere om mandag 12. september, siger Tina Søgaard.

Overskuddet går ubeskåret til Børnecancerfonden

Rynkeby Foods A/S dækker alle projektets centrale omkostninger, hvilket betyder, at de penge, som Team Rynkeby indsamler, kan gå ubeskåret til Børnecancerfonden. I 2015 donerede Team Rynkeby 32,8 millioner kroner til Børnecancerfondens kamp mod børnekræft.

Det koster 75 kr. i entré at deltage i foredraget. Hele overskuddet går ubeskåret til Børnecancerfonden. Du kan tilkøbe den lækre menu på Sinatur Hotel Haraldskærs hjemmeside, hvor du også booker billetter til foredraget.

Du kan læse om Team Rynkebys historie på Team-rynkeby.dk

Foto: Fra venstre mod højre
Tina Søgaard, Maybritt Dyring og Gunhild Lihn foran Sinatur Hotel Haraldskær, der har givet økonomisk støtte til pigernes arbejde i Team Rynkeby.

 

Pressemeddelelsen er skrevet af Speakloud for Sinatur Hotel Haraldskær.