Hundeslædesafari på indlandsisen, kundetur til whisky hotel i Skotland, teambuilding i Barcelona, grupperejse til byernes by eller kongres på verdens største legeplads i Dubai? Konferencer behøver ikke være kedelige…

Læs mere om VR Travels erhvervsrejser i inspirationskataloget, der er skrevet af Speakloud og opsat grafisk af Stormes Grafisk.

Kombiner konferencer, kongresser eller teambuilding med store oplevelser

Konferencer behøver ikke være kedelige… I samarbejde med VR Travel kan I kombinere konferencer, kongresser eller teambuilding med store oplevelser.

Oplev for eksempel Prags labyrinter af små gader og fascinerende gårdspladser, hundeslædetur på den grønlandske indlandsis, det catalanske storhold Barcelona, storslåede musicals på Londons kendte teatre, Burj Khalifa i Dubai, Oktoberfest i München, spis på Michelin restauranter i Paris eller mærk stemningen fra de historiske gladiatorkampe i Colosseum i mytiske Rom.

For hvem har sagt, konferencer skal være kedelige…

Udvalgte VR Travel erhvervsrejser

Konference på toppen af Isbjerget

Book jeres næste konference i den smukkeste natur på verdens nordligste 4-stjernede hotel med et 5-stjernet konferencecenter i Ilulissat/Jakobshavn i Grønland.

Et ophold på Hotel Arctic vil uden tvivl inspirere jeres medarbejdere og samarbejdspartnere. Det 4-stjernede hotel er placeret i første række til Ilulissat isfjord. Det skaber en helt fantastik atmosfære og unik stemning. Med udsigt til de kolossale isbjerge i Diskobugten får I rig mulighed for at blive bjergtaget af den smukke grønlandske natur. I hotellets restaurant bliver der serveret fantastisk lækkert mad fra ”Verdens vildeste køkken”.

At kombinere opholdet og konferencen med oplevelser i den vilde grønlandske natur vil uden tvivl leve op til alle forventninger, I måtte have til Grønland. Oplev for eksempel vandretur langs gletscherne, en hyggelig tur på hundeslæde, action på snescootere, besøg hos de lokale indbyggere eller en smuk sejltur med udsigt til isbjerge og hvaler. 

Rom-tur til Caribiens perle

Barbados er ”rommens vugge” og Caribiens perle med de smukke hvide sandstrande og det turkisblå hav. Nu kan I opleve nogle af verdens ældste romdestillerier på en 6-dags rejse til Barbados.

Sct. Nicholas Abbey

Sct. Nicholas Abbey er det mindste destilleri på Barbados. Plantagen er startet helt tilbage i cirka 1658, og den skiller sig meget ud fra de store destillerier. I får en guidet rundtur i de gamle, smukke bygninger og hører hele historien om den fascinerende romproduktion og de gamle slavetider. I besøger deres destilleri og museet, hvor I også får mulighed for at smage på Barbados traditionelle Rum Punch. I kan opleve sukkerørsplantagerne, den smukke have, købe og smage deres rom og nyde en frokost i deres hyggelige lille cafe.

Foursquare Rum Distillery and Heritage Park

Destilleriet ligger på en tidligere sukkerfabrik med rødder tilbage fra 1636. Med hele 8 tønder plantage er Foursquare anlagt som en smuk park, som bliver brugt som mødested for rigtig mange. Gå på opdagelse på egen hånd i det moderne men historiske destilleri, oplev et sukkermaskine-museum, et museum for folkemusik og meget andet.  

Mount Gay

Mount Gay er det ældste destilleri på Barbados. Også her får I en guidet rundtur. Hør om den interessante kulturarv, der begyndte for mere end 300 år siden – og få historien frem til i dag. I kommer helt tæt på hemmelighederne bag den meget populære rom og ser, hvor den eftersigende ældste rom i verden kommer fra. Turen hertil er inkl. smagsprøver, og med hjælp får I lov til at lave jeres egen signaturdrink.

I får naturligvis rig lejlighed til at opleve og opdage Barbados på helt egen hånd. Barbados er en drømme-ø på størrelse med Bornholm. Øen har næsten 300.000 indbyggere, og den er et sandt mekka af vidunderlig kultur. Barbados byder med sin placering i Caribien på masser af sol, smukke hvide sandstrande, turkisblå hav, palmetræer, lækker mad og selvfølgelig de meget venlige og imødekommende indbyggere. Elsker I at opleve og opdage, er Barbados fyldt med action, kultur, afslapning og ikke mindst med masser af liflig rom.

Brochure er udarbejdet af Speakloud i samarbejde med Stormes Grafisk for VR Travel.