BSB Industry har ansat 45-årige Winnie Fedders som Quality & Process Specialist. Med sig ind i jobbet bringer hun mange års erfaring fra lignende stillinger i virksomheder som blandt andre Fertin og LEGO. 

”Jeg er uddannet laborant, men jeg har i hele mit arbejdsliv arbejdet med kvalitet. Strukturer, standarder og dokumentation har altid fanget mig, og jeg synes, det er spændende og udfordrende at arbejde med at optimere arbejdsprocesser og kvaliteten i en virksomhed som BSB Industry”, fortæller Winnie Fedders, der spiller en afgørende rolle i virksomhedens ISO 14001 og ISO 45001 certificering.

”Jeg er i fuld gang med at beskrive og dokumentere vores arbejdsprocesser. Arbejdet skal sikre, at vi fastholder og udvikler vores gode arbejdsmiljø, ligesom det skal være en katalysator for vores arbejde med miljø og bæredygtighed”, forklarer Winnie Fedders, der tager afsæt i og bygger videre på virksomhedens ISO 9001 kvalitetsstandard.

”Mit job handler i høj grad om at tilpasse kravet til dokumentation, så vi har den rigtige kvalitet, uden at det bliver for tungt og besværligt administrativt”, forklarer Winnie Fedders, der forventer, at ISO-certificeringen snart er på plads.

”Vi bliver ISO 14001 og ISO 45001 certificeret i foråret 2020. Det glæder vi os til, for certificeringerne skaber ledelsessystemer, der er med til at sikre optimale arbejdsprocesser, høj kvalitet og en sund og velfungerende arbejdsplads med et godt arbejdsmiljø”, understreger Winnie Fedders, inden hun kaster sig over arbejdet med at beskrive endnu en af de mange arbejdsprocesser i BSB Industry.

Privat bor Winnie Fedders i Vester Nebel. Hun er gift med John. Sammen har de to drenge på 10 og 14 år. 

Nyhed til hjemmeside skrevet af Speakloud for BSB Industry.