Mary-Ann Johansen – årgang 78/79 – er uddannet sygeplejerske og arbejder i dag som hjemmesygeplejerske i Ringkøbing-Skjern Kommune. I føljetonen om tidligere elever fortæller Mary-Ann om, hvorfor hun blev tvunget til at gå på efterskole, og hvordan året på Fjordvang formede hende som det menneske, hun er i dag.

Hvorfor valgte du Fjordvang?

Min mor valgte Fjordvang. Jeg ville ikke på efterskole og strittede imod med arme og ben. Men det gik bogligt nedad bakke for mig. Så jeg blev tvunget, og det er jeg glad for i dag. Efterskoleåret på Fjordvang var nemlig det bedste år i mit ungdomsliv, og min mor så mig nærmest ikke i hele skoleåret.

Hvad har Fjordvang givet dig med i rygsækken?

Jeg blev simpelthen mere voksen. Oplevelsen af at være en del af noget større og mødet med nye mennesker gav mig mod på at komme videre og turde drømme større. Uden efterskoleåret på Fjordvang var jeg blevet hængende, og det er ikke sikkert, at jeg havde fået taget mig sammen til at tage en uddannelse som sygeplejerske.

Efterskoleåret gjorde mig bevidst om mine egne holdninger og formede mig som menneske. Jeg lærte at indgå i nye relationer, og at et godt sammenhold og et stærkt fællesskab er noget af det vigtigste i livet.

Din bedste oplevelse på Fjordvang?

Udlandsrejsen til Paris. Vi var en lille flok af sted, der gik og gik og gik og oplevede Eiffeltårnet, Champ Elysees, Notre Dame og alle de andre store seværdigheder. Det var fantastisk, og vi havde den vildeste tur.

Hvorfor skal nye elever vælge Fjordvang?

Min egen datter gik her i 10/11. Vi oplevede Fjordvang som en rummelig efterskole. Der er plads til alle, hvad enten du er dygtig til håndværk eller er stærk boglig. Det er ok at være lidt nørdet. Efterskolen rummer elevernes forskellighed, og ser det som en styrke. Det kan jeg godt lide. Sidst men ikke mindst har de syv linjefag, der ikke bare ligner alle andres.

Facts

Navn: Mary-Ann Johansson
Årgang: 78/79
Bor i dag i: Hvide Sande
Bedste minde: Sammenholdet og rejsen til Paris
Livret på efterskolen: Chokoladekiks købt i Gunnars cykelkiosk. Maden var rædselsfuld dengang.
Yndlingssted: TV-stuen (eksisterer ikke længere)
Yndlingsfag: Engelsk
Forelsket på efterskolen: Ja, i Freddy
Uddannelse: Sygeplejerske
Job i dag: Arbejder som hjemmesygeplejerske i Ringkøbing-Skjern Kommune

Nyhed til hjemmeside og tekst til de sociale medier skrevet af Speakloud for Fjordvang Efterskole.