45 elever på Vejle Privatskole har fået træning i at skrive jobansøgninger og gå til jobsamtale. Bag træningen står det vejlensiske funderede projekt ”Knæk koden”, der vil bygge bro mellem de unge mennesker og virksomhederne.

– Som samfund er en af vores store udfordringer, at op imod 8 % af hver eneste ungdomsårgang ikke får en stabil og vedvarende tilknytning til arbejdsmarkedet. I Knæk koden hjælper vi de unge mennesker med at knække de sociale og kulturelle koder, ligesom vi matcher dem med virksomheder, der i den grad efterspørger hænder, fortæller projektleder Helle Søndergaard.

Hun mener, at en af de vigtige veje til at ”integrere” de unge mennesker på arbejdsmarkedet går gennem fritidsjob, og derfor har projektlederen indledt et samarbejde med blandt andre Vejle Privatskole.

– Knæk koden hjælper unge mennesker, der mangler rollemodeller og netværk, med at få et fritidsjob og finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Vi gør det ved at træne dem i at skrive ansøgninger og gå til jobsamtale. Samtidig klæder vi dem på til at lægge en plan og ”pakke en kuffert” med alle de værktøjer, de har brug for, når de enten skal søge et fritidsjob eller et job som voksen, forklarer projektlederen, der har to overordnede mål med det socialøkonomiske initiativ.

– Først og fremmest ønsker vi, at de unge får idéer og modet til at prøve sig selv af i livet. De fortjener et godt arbejde og et lykkeligt liv, men de skal også lære, at intet kommer af sig selv. Herudover ønsker vi at hjælpe de mange virksomheder, der higer efter arbejdskraft. Det gør vi ved at matche dem med kvalificerede unge mennesker, der blot mangler det sidste kærlige skub, forklarer Helle Søndergaard.

Knæk koden er støttet af de Den A.P. Møllerske Støttefond med 4,2 millioner kroner.

Skrevet af Speakloud for Partner HR.