Direktør i de familieejede virksomheder VTK og BLITE, Johnny Kristiansen, er efter halvandet års pause tilbage i Vejle Boldklub. Han har tegnet et hovedsponsorat med klubben, der foreløbigt gælder frem til sommeren 2016.

VTK er totalleverandør af kemiprodukter, hygiejnepapirsløsninger og alt i rekvisitter samt rengøringsmaskiner til private og offentlige virksomheder, mens BLITE sælger værktøj til industrien. Begge virksomheder har Johnny Kristiansen og familien som ejer, og de er glade for at være tilbage som hovedsponsor i Vejle Boldklub.

– Gennem et hovedsponsorat i Vejle Boldklub brander og øger vi kendskabet til VTK og BLITE. Jeg ved, at hovedsponsoratet og den ernorme eksponering det giver, er med til at slå vores navne fast både lokalt og regionalt, siger Johnny Kristiansen, der også forventer sig meget af Vejle Boldklubs store erhvervsnetværk.

– Vejle Boldklub har gennem mange år haft en imponerende erhvervsklub. Det netværk glæder jeg mig til at blive en del af og samarbejde med. For der er et stort lokalt kundepotentiale for både VTK og BLITE, som netværket kan være med til at give adgang til, siger Johnny Kristiansen og understreger, at han lige så meget glæder sig til at hjælpe andre virksomheder i netværket med kundeleads og nye opgaver.

Salgschef glad for ny hovedsponsor

I Vejle Boldklub glæder det salgschef Søren Larsen, at klubben har fundet en ny hovedsponsor efter den turbulens, klubben gennemlevede sidste efterår.

– Siden den økonomiske redning er der arbejdet stenhårdt på at skabe det nye Vejle Boldklub. Først sikrede vi det økonomiske fundament, så tilpassede vi organisationen og boostede salgsorganisationen med to nye sælgere. Processen har båret frugt, idet vi kan præsentere en ny hovedsponsor op til forårets første hjemmekamp. Det glæder os naturligvis meget, siger salgschefen.

Potentielle hovedsponsorer hænger ikke på træerne i 1. division. Derfor indledte Vejle Boldklub tidligere på året en proces, hvor klubbens samarbejdspartnere kunne tegne et eksklusivt spillersponsorat og samtidig blive en del af hovedsponsorgruppen.

– Den proces førte til en dialog med Johnny Kristiansen, der ønskede at tegne hovedsponsoratet alene. Johnny har tidligere været hovedsponsor med Toprengøring og stadionsponsor med Jokri A/S. Det er af stor vigtighed, at han tror på det langsigtede projekt i Vejle Boldklub, og det vil uden tvivl have en positiv og afsmittende effekt i vores arbejde med at tilknytte nye samarbejdspartnere, mener Søren Larsen.

Salgschefen har været i dialog med alle, der nåede at tegne et eksklusivt spillersponsorat, og han har kun mødt positive tilkendegivelser, da alle i og omkring Vejle Boldklub ønsker klubben det bedste. – Det varmer, siger Søren Larsen, der sammen med Johnny Kristiansen glæder sig til braget og forhåbentligt tre point torsdag aften mod Lyngby.

Husk der er gratis adgang for alle tilskuere til kampen mod Lyngby.

VTK og BLITE er landsdækkende B2B virksomheder og totalleverandører inden for hver deres felt.

VTK leverer

  • engangs- og cateringartikler
  • affaldssortering
  • plastposer og sække
  • aftørringspapir
  • handsker og beskyttelsesbeklædning
  • alt til rengøring
  • sæbe, creme og desinfektion

BLITE leverer

  • el-værktøj
  • sikkerhedsudstyr
  • bor, bits, skruer og plugs
  • donkraft
  • trykluft
  • håndværktøj
  • skære, slibe og pudse
  • industri og rengøring
  • inventar
  • fedt og smøremidler
  • strøm

 

Pressemeddelelsen er skrevet og foto skudt af Speakloud for Vejle Boldklub.