Tilskuerpladserne var fyldt til bristepunktet af et entusiastisk publikum, da DGI Huset i Vejle tirsdag lagde gulvbrædder til Vejlestævnet – en kæmpe gymnastikfest med flere end 1.200 efterskoleelever fra 7 efterskoler og DGI Fyns REPhold.
Hujen og hajen, taktfaste klapsalver og geniale tilråb til vennerne på gymnastikgulvet skabte sammen med sprøde toner fra højtalerne en vild stemning til det traditionsrige Vejlestævne, hvor Flemming Efterskole og Vesterlund Efterskole er værter for en dag i efterskolegymnastikkens tegn.
– Med Vejlestævnet får vores elever mulighed for at se andre efterskolers opvisninger. Det har de glædet sig meget til, ligesom de naturligvis ser frem til at vise de andre efterskole, hvad de har lært i en festlig ramme i Vejle, fortæller forstander Anne Nyhus.
Vejlestævnet tiltrækker hvert år et stort publikum. Naturligvis fylder efterskoleeleverne mest, men også mor, far, søskende, bedsteforældre, venner og andre gymnastikinteresserede møder talstærkt op til den gratis opvisning.
Energien er helt ubeskrivelig
At energiudladningen er enorm til Vejlestævnet kan de to Vesterlund-elever, Nanna Grønbech Willumsen og Marcus Møller-Andersen, skrive under på.
– Vi har et hårdt opvisningsprogram, og nogle dage har vi bare lyst til at blive under dynen. Men de dage er hurtigt glemt, efter en dag som denne, hvor opvisningen går op i en højere enhed, og hvor publikum bare er det fedeste i hele verden, mener Nanna Grønbech Willumsen og Marcus Møller-Andersen, der begge har glædet sig til Vejlestævnet.
– Til Vejlestævnet har vi mulighed for at se andre efterskoler. Det er mega fedt, og det er vildt at opleve den opbakning, efterskolerne giver hinanden. Det fik os til at give os 100 %, understreger de to elever, der håber, at opvisningen har fået publikum til at reflektere over livet.
– Vores opvisning handler om, at det er okay at være anderledes, og at det mange gange er de ”skøre” idéer, der virker bedst. Vi kommer ikke med nogle løsninger, men det er vores håb, at opvisningen har fået publikum til at tænke bare lidt over livet og de valg, de træffer.
Gymnastikken binder fælleskabet sammen
For Viktoria Tønnessen og Jakob Wollrath Hansen er opvisningssæsonen et af efterskoleårets absolutte højdepunkter, og blandt de mange opvisninger har de to elever set frem til Vejlestævnet med helt særlige forventninger.
– Alle opvisninger er vigtige, og det er vildt hyggeligt at komme rundt i Danmark og vise, hvad vi har lært. Men vi har set ekstra meget frem til Vejlestævnet, fordi vi her kan se nogle af de andre efterskoler. Det når vi sjældent på en almindelig weekend, forklarer Viktoria Tønnessen og Jakob Wollrath Hansen, der følte et lidt større pres end normalt, inden de gik på gulvet.
– De andre efterskoler kan godt se, om noget er godt eller skidt, og mange af os har venner på de andre efterskoler. Så presset og sommerfuglene var lidt større i dag, men heldigvis gik både rytme- og springserierne helt fantastisk. Det var fedt at opleve publikums begejstring og de mange tilråb og klapsavler. Det bliver man vist aldrig træt af, griner de to elever, der mener, at gymnastikopvisningerne har bragt eleverne endnu tættere sammen.
– Alle er bare mere positive og klar til at hjælpe hinanden. Både når der skal flyttes redskaber, og hvis der én, der har brug for at snakke. Som elevgruppe er vi blevet mere blandede. Vi har lært, at det er okay at reagere forskelligt, og vi er blevet gode til at tackle både nedture og opture sammen. Det stærke sammenhold og det faktum at vi er klar til at gå igennem ild og vand for hinanden, håber vi skinnede igennem til Vejlestævnet, siger Viktoria Tønnessen og Jakob Wollrath Hansen.
De deltog i Vejlestævnet 2018
Bjergsnæs Efterskole
Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole
Staby Efterskole
Brejninggaard Efterskole
Skyum Idrætsefterskole
Fyns REPhold
Flemming Efterskole
Vesterlund Efterskole
Fotos af gymnastikopvisning er skudt af Oliver Bay.
Nyhed skrevet af Speakloud for Vesterlund Efterskole.