Spillere og ledere i Vejle Boldklub gik sammen og donerede 10.000 kr. til Knæk Cancer

Kræftens bekæmpelse og TV2 har i uge 43 haft fokus på oplysning om kræft og indsamling til kræftramte. Lørdag aften blev donationerne endelig talt op, og danskerne formåede at indsamle 145.486.640 kr.

Vejle Boldklubs spillere og ledere havde en lille finger med i spillet og donerede 10.000 kr. til det gode formål. Anfører Niels Bisp Rasmussen har haft kræften tæt på livet, og derfor betyder det særligt meget for ham.

– Min bedstefar døde af kræft for 2 år siden, og det var startskuddet for mig. Der findes en masse andre gode formål, men det personlige aspekt i det gjorde, at jeg har viet meget af min tid til bekæmpelse af kræft.

– Jeg føler, det giver mig rigtig meget at bruge min tid og energi på bekæmpelse af kræft. Som spillertrup er vi stolte af at kunne hjælpe, og det er fedt at klubben også bakker op om indsamlingen.

 

Nyhed hjemmeside skrevet af Speakloud for Vejle Boldklub.