Vejle Boldklub booster salgsafdelingen og ansætter Søren Larsen som ny salgschef og Annette Brink som ny sælger.

Med ansættelsen af Søren og Annette får salgsafdelingen tilført nye kræfter. Det er, ifølge bestyrelsesmedlem Henrik Henriksen, nødvendigt, hvis klubbens sportslige mål skal indfries.

– I bestyrelsen bøjer vi os i støvet for Carsten Andersens og Jon Kristiansens arbejde. De har udført et enormt og værdifuldt stykke salgsarbejde for klubben, men de har brug for hjælp til at løfte opgaven, siger Henrik Henriksen.

Den nye kvartets opgaver bliver at finde nye samarbejdspartnere og fastholde eksisterende.

– Vi har mange gode samarbejdspartnere, og de er fundamentet for Vejle Boldklub. Vi vil gerne servicere vores samarbejdspartnere endnu bedre. Med Sørens og Annettes kompetencer, erfaring og netværk får Carsten og Jon tiltrængt hjælp til at løfte opgaven, forklarer Henrik Henriksen.

Både Søren og Annette starter i Vejle Boldklub 5. januar, og de glæder sig begge til at prøve kræfter med arbejdet i Vejle Boldklub.

– Det er et drømmejob, siger 42-årige Søren Larsen. Han er vejledreng og har fulgt Vejle Boldklub tæt i mange år. Dels som tilskuer, dels som sponsor.

– Jeg glæder mig til at arbejde inden for et område, der interesserer mig helt vildt. Jeg ved, der venter et stykke hårdt arbejde, men jeg tror på, at vi i den nye salgskvartet kan løfte opgaven, siger Vejle Boldklubs nye salgschef.

Søren Larsen, 42 år

Bor i Skibet
Gift med Marianne
2 børn, Julie og Rasmus
20 års salgserfaring hos blandt andre Norstar og Triax

Annette Brink, 44 år

Bor i Børkop
Gift med Kenneth
2 børn, Emma og Malthe
Har stort netværk gennem arbejdet som sælger på Ugeavisen Vejle

 

Nyhed hjemmeside og pressemeddelelse er skrevet af Speakloud for Vejle Boldklub.