Svends Autolakering har skiftet bronzefarven på sit sponsorat i Vejle Boldklub ud med et af guld, og Løsning-virksomheden er ny guldsponsor i klubben.

Svends Autolakering tilbyder totalløsninger inden for auto- og industrilakering, og lakeringer fra Svends Autolakering er et efterspurgt kvalitetsstempel, fortæller Frank Winther, der sammen med Sinthu Ratmakumar ejer Svends Autolakering i Løsning.

– Vi har netop åbnet en splinterny industriafdeling på 405 kvadratmeter bestående af et topmoderne lakeringsanlæg med grøn teknologi. Det giver os nye muligheder, fordi vi får en væsentlig større kapacitet, og vi kan tiltrække kunder fra et større område, siger Frank Winther.

Ny topmoderne industriafdeling giver nye muligheder

Med den nye lakeringshal råder Svends Autolakering over i alt cirka 1600 kvadratmeter værksted, hvor især lokale bilforhandlere og den lokale industri er blandt kunderne.

– På autosiden lakerer vi brugte personbiler og små varebiler efter skader og laver omlakeringer, og på industrisiden lakerer vi både træ og jern som døre og karme og pallegafler til trucks og skovle til gravemaskiner, siger Frank Winther.

Vejle Boldklub er en god platform for Svends Autolakering

Frank Winther og Sinthu Ratmakumar overtog autolakeringsafdelingen i Svends Autolakering for 6 år siden, og for 2½ år siden overtog de hele virksomheden. Næsten fra begyndelsen har de været en del af Vejle Boldklubs netværk, og nu har Svends Autolakering skiftet bronzesponsoratet ud med et guldsponsorat i Nørreskoven.

– Vores sponsorat i Vejle Boldklub giver god synlighed og er en god platform for Svends Autolakering, og samtidig vil vi gerne bakke op om den lokale sport. Vi føler virkelig, at vi får god valuta for pengene, og det er baggrunden for, at vi har valgt at øge vores sponsorat og blive guldsponsor, siger Frank Winther.

– Vi har adgang til andre forretningsdrivende og mulighed for at møde potentielle kunder. Desuden kan vi bruge VB’s hjemmekampe til at lave arrangementer for medarbejderne, og det betyder noget, at vi kan være sammen uden arbejdstøj i et afslappende frirum, siger Frank Winther.

Læs mere om Svends Autolakering på svends-autolakering.dk

Nyhed til hjemmeside, nyhedsbrev og pressemeddelelse skrevet af Speakloud for Vejle Boldklub.