Mød to skæve og to lige, når Skævt Reklamebureau og Speakloud Kommunikation slår verdens største småkage op hos Brød & Co.
Eventen er et led i de to virksomheders succesfulde Tour de Café turné, hvor de besøger lokale caféer og inviterer byens virksomheder indenfor til en uforpligtende snak om skæve idéer til markedsføring og kommunikation.
Torsdag 28. august er turen kommet til Brød & Co i Vejle, der ligger i charmerende omgivelser i det gamle Vejle Midtpunkt.
– Brød & Co. har lovet at bage verdens største småkage. Så der er småkager og kaffe på kanden til alle virksomheder, der kigger forbi. Vi sidder klar med gode fif fra kl. 10 til 16, fortæller Thomas Bennedsen fra Skævt.
Skævt arbejder både med enkeltståede opgaver og samlede løsninger med hjemmeside, film, apps og markedsføring på de sociale medier.
– Vi fokuserer på kvalitet og effekten af vores produkter. For os er det ikke nok bare at lave flotte produkter. De skal have den ønskede effekt. F.eks. i form af et mersalg af produktet, forklarer Thomas Bennedsen, der sammen med Martin Holm, har fået idéen til turnéen.
Slip for bøvlet og få det gjort
Skævt har inviteret deres faste samarbejdspartner, Speakloud, med på Tour de Café turnéen. Det glæder Rasmus Brødsgaard fra Speakloud.
– I Speakloud er vi specialister i kommunikation og markedsføring. Vi er dygtige til at få styr på vores kunders interne og eksterne kommunikation. Ved at kombinere vores styrker med Skævts krøllede hjerner og kompetencer, skaber vi langt bedre resultater for vores kunder, fortæller Rasmus Brødsgaard, der sammen med Bjarne Aakmann Tøgersen er drivkraften i Speakloud.
De to skæve og de to lige ser frem til at møde masser af spændende mennesker og virksomheder. De forventer, at op i mod 200 gæster kigger forbi i løbet af dagen.
– Vi glæder os til at komme med konkrete bud på, hvordan virksomheden kan arbejde med deres markedsføring. Vi kan selvfølgelig ikke nå at opstille mål, lave en detaljeret handlingsplan og udføre aktiviteterne, som vi normalt gør. Men alle får et konkret indspark til, hvordan de kan arbejde med deres markedsføring, forklarer Rasmus Brødsgaard.
Ønsker virksomheden at arbejde grundigt med deres markedsføring og kommunikation holder Skævt og Speakloud en workshop ude i virksomheden.
– Vi holder mange møder og workshops ude hos vores kunder. De serverer altid lækker kaffe. Så nu glæder vi os til at give lidt igen og byde alle virksomheder i byen på verdens største småkage og god kaffe i samarbejde med Brød & Co, smiler de to skæve og de to lige.