Større indsigt i danskernes normer, værdier og forretningskultur er nødvendig, hvis internationale iværksættere skal opnå succes i Danmark.

Det fastslår Ellen Bergene-Hansen, der er erhvervskonsulent i Vejle Kommunes Erhvervsudvikling. Sammen med Erhvervsudviklingen i Vejle, Billund, Horsens og Kolding har hun taget initiativ til en række seminarer, der giver expats nye muligheder, mens de er i Danmark i forbindelse med deres ægtefælles arbejde.

Næste seminar holdes i Slagteriet Udviklingspark tirsdag 2. december fra kl. 19.00 til 21.30. Her giver konsulent og adjunkt på Aarhus Universitet, Mark Leslie Hughes, de internationale iværksættere en værdifuld indsigt i og forståelse af dansk virksomhedskultur.

Den forståelse er afgørende, når internationale iværksætter starter virksomhed, siger Ellen Bergene-Hansen. Hun glæder sig til at byde alle interesserede inden for til seminaret ”Danish Business Culture”, der er det tredje arrangement i rækken. Hun lover, at der venter deltagerne et spændende foredrag.

– Mark Leslie Hughes er selv englænder. Han har på egen krop oplevet den danske virksomhedskultur – og de fordele og udfordringer den kan give for internationale iværksættere. I dag underviser han på Erhvervsakademiet i Aarhus i bl.a. Danish Work Culture. Den kombination giver Mark Leslie Hughes stor indsigt i de kulturelle forskelle.

Ellen Bergene-Hansen håber, at Mark Leslie Hughes kan være med til at inspirere expats til at starte virksomhed i Danmark.

– Vi har allerede set nogle rigtig gode initiativer igangsat af expats. De har ofte en længerevarende uddannelse, fantastisk viden og kompetencer, der blot venter på at blive aktiveret. Et eksempel er ukrainskfødte Natalka Hansen. I virksomheden Naledi Copenhagen designer hun luksuriøse, bæredygtige tasker af strudseskind, som blandt andre Kronprinsesse Mary har fået øjnene op for.

Se hele programmet på www.vejle.dk/arr, hvor expats også kan tilmelde sig. Det er gratis at deltage i seminaret, der naturligvis holdes på engelsk.

Fakta

Udviklingen af seminarrækken tager afsæt i Vejle Kommunes Erhvervspolitiske 2020 mål, som har fokus på flere indbyggere, flere jobs, flere studerende og flere iværksættere. Et af initiativerne på kort sigt er netop et specifikt iværksættertilbud til expats, der vil starte egen virksomhed.

 

Pressemeddelelsen er skrevet af Speakloud for Vejle Erhvervsudvikling.

I Speakloud arbejder vi for Vejle Erhvervsudvikling. Vores indsats skal synliggøre Erhvervsudviklingens kompetencer og trække nye kunder ind i deres “butik”.