I knap 25 år er Samsø som lokalsamfund gået forrest i kampen for den bæredygtige dagsorden med titlen som Danmarks energi-ø. Ved årets COP26 er Samsø udnævnt som en af de helt store klimaledere i verden, der beviser, at klimakrisen kan løses.
På FN’s klimakonference, der i år afholdes for 26. gang, uddeles hvert år en række priser for klimafremmende investeringer og nye løsninger, som bringer verden fremad på klimafronten. Som noget nyt bliver “Climate leader” også udnævnt blandt lande, stater, byer og lokalsamfund, og som det første lokalsamfund i verden er Samsø udråbt til klimaleder.
Prisen er givet til Samsø, fordi øen og dens beboere står som et godt eksempel på større klimaforandringer, store ambitioner og ikke mindst det arbejde, de lokale borgermøder, workshops, globale arrangementer og partnerprojekter i EU, som Samsø har stået i spidsen for.
– Prisen viser andre, at det nytter at gøre en forskel. Samsø kan som pionersamfund vise vejen for andre i Danmark såvel som i resten af verden. Prisen er en anerkendelse af, at Danmark er i førerfeltet globalt, når det kommer til at adressere klimaforandringer, og i Danmark er Samsø i førerfeltet, lyder det fra øens borgmester, Marcel Meijer (S).
Det lange seje træk
COP26 er et af de vigtigste klimamøder siden COP3 i Japan i 1997. Her blev den såkaldte Kyoto-protokol underskrevet, der lagde kimen til mange af de beslutninger, verdens lande tager i dag for at begrænse klimaforandringerne.
Samme år vandt Samsø konkurrence som Danmarks “Energi-ø” og satte sig for at blive 100 procent selvforsynende med vind, sol og biomasse inden for 10 år. Øen skulle vise, at de globale mål kunne lade sig gøre. Hvad der måske lignede utopi, var muligt på den lille ø med godt og vel 4000 beboere og et stærkt sammenhold.
Ifølge Samsø Energiakademi har det lange seje træk indtil videre involveret flere sektorer og en økonomisk indsats fra mange af øens borgere. Den sidste person lukkede og slukkede ikke for strømmen, da øen var i mål i 2007. I stedet er øens beboere gået i gang med at udfase fossile brændstoffer frem mod 2030.
Behov for mere ledelse og retning
Siden de første skridt udover øens bakkede landskab er Samsø blevet kendt verden over for sine resultater og fremskridt på den bæredygtige dagsorden. Overskriften som energi-ø trækker forsat flere tusinde besøgende fra hele verden, som vil møde befolkningen og lære, hvordan man gør.
Den slags er der behov for, hvis hele verden skal nå i mål med sine klimaambitioner, lyder det i begrundelsen for, at Samsø er udnævnt til en af de tre klimaledere ved årets COP26.
– Der er et enormt behov for mere ledelse og retning fra nationale regeringer og aktører på alle områder. FN’s “Global Climate Action Awards” er en mulighed for at anerkende ledere, som ikke kun handler, men som giver et inspirerende eksempel for andre regeringer, virksomheder, byer og samfund, fortæller Patricia Espinosa, FN’s direktør for klimaændringer.
Inspiration til bæredygtig levevis
Siden 2007 har Samsø Energiakademi været en stor del af øen og Danmarks klimaudvikling, og i dag er akademiet et sted, hvor tingene sker. Akademiet inviterer derfor alle i Danmark til at medvirke i fænomenet “Folkedyb”, hvor klimaplaner bliver lagt frem, og lokalsamfundet kan få indflydelse og ejerskab på udviklingen af de tiltag, som skal til, for at alle udleder mindre CO2. Den vej viser Samsø.
– Samsø Energiakademi inspirerer interessenter, ledere, regeringer og politiske beslutningstagere fra hele verden til at handle lokalt for at imødegå klimaforandringer på en måde, der forbedrer perspektiver og chancerne for en bæredygtig levevis for beboere og lokalsamfund, skriver FN i sin begrundelse for at udnævne Samsø som klimaleder.
Lige nu er et af de større projekter på Samsø, uden kritikere og tilhængeres indblanding, at gøre øen helt uafhængig af fossile brændstoffer inden 2030.
Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier.