Hvordan kommer du og din virksomhed ind på eksportmarkedet med jeres grønne idé? State of Green, Væksthus Syddanmark og Green Tech Center giver dig sammen svaret på et seminar i det grønne energiunivers i Green Tech House i Vejle.

State of Green er en afdeling under Udenrigsministeriet. Deres formål er at fremme danske grønne teknologier i udlandet. De har allerede hjulpet flere danske virksomheder til international succes. Onsdag 21. januar fra kl. 13 til 15 kan du høre, hvordan du kan få hjælp til international vækst, når projektleder Helle Momsen Fredslund besøger Green Tech Center i Vejle.

– State of Green er en døråbner til det internationale marked for mindre og mellemstore danske grønne teknologivirksomheder. De tilbyder blandt andet markedsføring og netværk til potentielle kunder og samarbejdspartnere over hele verden, forklarer Business Development Manager i Green Tech Center, Jeanette Kristensen.

Danske løsninger er eftertragtede

Populært sagt er State of Green verdens ene indgang til Danmarks grønne know how og specialiserede løsninger, der er efterspurgte og eftertragtede over det meste af kloden

– Formålet med State of Green er at øge kendskabet til danske kompetencer, teknologier, processer og begreber inden for energi og klimatilpasning. De er et udstillingsvindue for danske virksomheder, der gratis kan oprette deres grønne profil på hjemmesiden www.stateofgreen.com/join, siger Jeanette Kristensen, der lover, at hun også viser Green Tech Center frem for de interesserede.

– Green Tech Center er et test og demonstrations site i Vejle. Det rummer kontorfaciliteter, energiplatforme, værksteder og et er dynamisk iværksættermiljø, der fremmer grønne teknologiløsninger. Green Tech Centers succes er en af de væsentligste årsager til, at Vejle Kommune i 2014 er kåret til årets iværksætterkommune, fortæller Jeanette Kristensen.

På seminariet kan du også møde Steen Nymann Andersen fra Væksthus Syddanmark. Væksthus Syddanmark er Region Syddanmarks specialiserede erhvervsservice, som tilbyder gratis, uvildig sparring og finansiering.

Tilmeld dig – det er gratis

Seminariet holdes 21. januar 2015 kl. 13 på Lysholt Allé 6, 7100 Vejle. Det er gratis at deltage, men du skal tilmelde dig til Jeanette Kristensen på jk@greentechcenter.dk eller +45 29 21 60 90.

Til seminariet skal du medbringe en computer.

Program

Kl. 13.00 til 15.00
Velkomst
v/direktør Jørgen Andersen, Green Tech Center
Vis dine grønne teknologier og kompetencer
v/projektleder Helle Momsen Fredslund, State of Green

Kaffe & Networking

Sådan kan du eksportere dine grønne løsninger
v/Jeanette Kristensen, Green Tech Center og Steen Nymann Andersen, Væksthus Syddanmark

Kl. 15.00 til 16.00

Networking og tak for i dag

Tid og sted

21. januar 2015
Kl. 13.00 til 16.00
Lysholt Allé 6, 7100 Vejle

 

Pressemeddelelsen er skrevet af Speakloud for Green Tech Center.