Danica Ejendomme investerer 15 millioner kroner i energioptimering i City2 i Høje Taastrup. Investeringen går i plus allerede efter 3 et halvt år. I et tæt samarbejde med Scanenergi Solutions A/S og DEAS A/S bliver projektet realiseret i efteråret 2015.
Energibesparelserne er fundet af Scanenergi Solutions A/S i samarbejde med eksperter fra Teknologisk Institut. Besparelserne er identificeret inden for en række områder, hvoraf størstedelen udgør ventilation og energiledelse.
Energioptimeringen indeholder
- Energiledelse
- Energistyring & måling
- Forbedring af ventilation
- Optimering af rulletrapper
- Belysning
- Driftsmæssige tiltag
City2 sparer over 4 millioner kroner om året
Investeringerne er samlet på 15,3 millioner kroner, og den forventede årlige besparelse er på 4.370.000 kroner. Det giver en tilbagebetalingstid på bare tre år og seks måneder.
– Den minimale forrentning af investeret kapital bør ligge på 16,9 %, men ved at skrue på samtlige knapper er dette projekt oppe på hele 28,6 procent, forklarer Jacob Mortensen, markedschef i Scanenergi Solutions A/S.
City2 forbliver attraktiv for lejere
City2 slog dørene op 30. oktober 1975 som et moderne storcenter inspireret af amerikanske shopping malls. Gennem årene er centret blevet udvidet og moderniseret flere gange. I de senere år har energioptimering været i fokus for at tage særligt hensyn til miljøet og minimere energiudgiften.
– I Danica Ejendomme arbejder vi løbende med at sikre vores konkurrenceevne. For vores lejere er energiforbruget blevet en væsentlig omkostningspost. Samtidig ønsker både vi og lejerne en miljøvenlig profil. Med en lang række tiltag kommer vi i superligaen, hvad angår miljøaftryk og energiforbrug, konstaterer Árni Laksáfoss, projektchef i Danica Ejendomme.
Besparelserne bliver realiseret
DEAS A/S har driftsansvaret for City2 og spiller en afgørende rolle i projektet. De mange tiltag føres ud i livet af DEAS A/S, hvis opgave er at sikre attraktive vilkår for både butikker og besøgende. Med en ejendomsportefølje på mere end 2.000 erhvervs- og boligejendomme er de den ideelle samarbejdspartner for realisering af projektet.
– Indeklimaforbedringer og energibesparelser kan i dag fint forenes. Ved at tage højde for åbningstider og de fire årstider, kan installationerne på smart vis skabe det optimale indeklima og samtidig opnå store energibesparelser.
Energiledelsen er en vigtig brik i den samlede Utility Management for at sikre godt indeklima og høj energieffektivitet, udtaler Hans Andersen, energichef i DEAS A/S.
Yderligere oplysninger kan fås hos:
Árni Laksáfoss, Projektchef Danica Ejendomme, 4513 1406 eller rnla@danica.dk
Hans Andersen, Energichef DEAS A/S, 39 46 65 48 eller haan@deas.dk
Jacob Mortensen, Markedschef Scanenergi Solutions A/S, 5171 8306 eller jrm@scanenergi.com
Pressemeddelelse er skrevet af Speakloud for Scanenergi Solutions A/S.