Hey, skal vi to ikke bare folde det her ud? Stå med åbne arme – stå med smil – stå for skud. Og ikke holde det nede og ikke pakke det ind. Ikke skærme det mod regn eller sne eller vind. Tro på det kan stå selv – helt uden forsvar. Tro på det kan holde – det er så fedt, det vi har.

Sådan synger Marie Key i sangen Uden Forsvar. Billedet passer godt på de 184 elever, der fredag eftermiddag sagde farvel til hinanden efter det vildeste år i deres liv.

Vi har udviklet os sammen

Eleverne kom med åbne arme klar til at lære nyt og udvikle sig i et inspirerende og stærkt fællesskab. De har åbnet sig og dannet nye venskaber for livet. De har lært at tro på sig selv, og de har haft et fedt år. Og det er slet ikke slut endnu, fortalte eleven Marie Qvist, da hun holdte en bevægende tale til afslutningsfesten.

– Det er ikke slut nu. Eventyret er først lige begyndt. Det har været et fantastisk år, hvor vi har udviklet os og blevet et stærkt sammentømret hold.

– Jeg holder bare så meget af stedet og alle menneskerne på Vesterlund Efterskole. De betyder så meget for mig. Derfor besluttede jeg at holde en tale, forklarer Marie Qvist.

Veninderne Clara Kirkland og Mie Heden, er hurtige til at give Marie ret. – Vi har fået et dybt venskab og en oplevelse, der altid vil have en plads i vores hjerter.

Årets højdepunkt har været opvisningerne, hvor hele efterskolen har løftet i flok, mener de tre piger.

– Det giver et kæmpe sus i maven, når vi lykkes med opvisningerne. Efter hver eneste opvisning er vi fløjet om halsen på hinanden og givet nogle kæmpe gruppekrammere. Det har bare været fantastisk, siger pigerne med et kæmpe smil.

 

Venner for livet

– Det har været et fantastisk år. Ubeskriveligt. Vi har fået venner for livet, fortæller de to friske drenge, Mads Røjgaard og Alexander Hejsel. Blandt mange højdepunkter nævner de begge to skiferien til østrigske Sankt Johann med masser af fjolleri, hygge, fart og venskab.

– Vi boede på 8-mandsværelser. Lærerne blandede os, så vi kom til at bo sammen med nogle, vi ikke talte så meget med. Det betød, at vi kom meget tættere på hinanden. Det var fedt. Skiferien gav nye tætte venskaber.

 

Mange fede oplevelser

– Der har været vildt mange fede oplevelser på Vesterlund Efterskole, mener Karoline Mutinta Jørgensen og Kathrine Søndergaard Christensen.

– En af de fedeste er helt sikkert musikugen, hvor vi lavede et stort show for andre efterskoler og vores forældre. Vi opførte showet 5 gange. Det var fedt hver gang, understreger de to piger.

– Vi skabte noget sammen under pres. Vi skulle præstere sammen. Det gik rigtigt godt. Musikugen gjorde, at det efterfølgende var lettere at arbejde sammen på kryds og tværs. Den gav os mod på nye og større udfordringer.

 

Årets kærestepar

Årets kærestepar på Vesterlund Efterskole, Mette Mikkelsen og Mads Nygaard, har haft det vildeste år.

– Gymnastikopvisningen i Forum Horsens har sammen med skiferien til Østrig været nogle af de store oplevelser, vi har haft sammen. Vi har grinet, hygget og været seriøse. Vi har fået et stærkt fællesskab. Det har været fantastisk, mener Mette og Mads, der snart kan fejre ½ års dag.

– Vi er naturligvis glade for, at vi har mødt hinanden. Vi har det fedt sammen. Mads skal starte på Handelsskolen i Vejle, mens jeg starter på Teknisk Skole i Aarhus. Det bliver måske lidt besværligt, men vi må se hinanden i weekenderne, smiler de to.

 

Øverste billede: Clara Kirkland, Marie Qvist og Mie Heden

 

Nyhed hjemmeside er skrevet af Speakloud for Vesterlund Efterskole.