Det er en form for Løvens Hule på vestjysk, der har forvandlet tomme fabriksbygninger i Ringkøbing til 300 arbejdspladser.
I 2016 overtog 6 erhvervsfolk bygningerne fra en lukket vinduesfabrik, fordi de ville skabe nyt liv og arbejdspladser. Det er blevet en succes, men de vil gerne have endnu flere med.
– Der var så mange muligheder i de lækre bygninger, som bare stod tomme. Vi købte dem, investerede, byggede om og brugte vores netværk. I dag har vi over 300 arbejdspladser fordelt på 14 lejere, så det er gået over al forventning, siger Karsten Sandal, der er en af de initiativtagerne bag Ringkøbing-Skjern ErhvervsPark.
Mulighed for at udvide
Lejerne i den nye erhvervspark er enkeltmandsvirksomheder, en webbutik, servicevirksomheder, en produktionsvirksomhed og SKAT.
– Rammerne her er fantastiske, hvor vi både kan tilbyde kontor-, lager- og produktionsfaciliteter. Vi har en dejlig kantine, hvor alle kan mødes, og så er vi fleksible. Der er hele tiden muligheder for at udvide aktiviteterne, fortæller Søren Søe Plougsgaard fra iværksættergruppen.
Erhvervsparken i Ringkøbing er på 34.000 m2, og 10.000 m2 er stadig ledige, hvis de rigtige dukker op.
– Vi mangler en produktionsvirksomhed eller en webshop med et stort lagerbehov. Det kan være en startup eller en virksomhed, der vil udvide. Vi er klar til at støtte op om det, rådgive og måske også med midler, siger Karsten Sandal.
De 6 erfarne erhvervsfolk fra Ringkøbing og omegn kan minde om en lokal udgave af løverne fra tv-programmet Løvens Hule.
– Det er måske ikke helt forkert. Vi vil gerne skabe arbejdspladser og liv i kommunen. Vi er alle forskellige og har mange vinkler på de vilde idéer, og så er vi risikovillige. Hvis der kommer noget, vi tror på, så investerer vi, siger Karsten Sandal.
Nye initiativer på vej
Iværksætterne, der alle er en del af andre virksomheder, kendte ikke alle hinanden i forvejen, men det har ikke forhindret dem i at kaste sig ud i flere projekter sammen.
– Vi havde nogle gamle haller, som var ved at falde sammen. I stedet for at rive dem ned, så fik vi den idé at renovere dem og lave et forretningskoncept, hvor vi lejer dem ud til opbevaring under navnet LejBox. Nu har vi lejet 85% af rummene ud, fortæller Per Green Andersen.
Det nyeste projekt ligger i Skjern, hvor de initiativrige løver har bygget 6 lejemål langs Ringvejen og købt yderligere 15.000 m2 attraktiv jord, der bare venter på gode idéer, så spaden kan sættes i mulden.
Hver fredag morgen mødes de 6 iværksættere til morgenmad i Ringkøbing-Skjern ErhvervsPark for at holde status og søsætte nye skibe, men det foregår i kantinen og ikke på et kontor.
– Vi har intet kontor, for vi holder omkostningerne nede. Vi vil hellere leje lokalerne ud, og her i kantinen er der servering og sådan en afslappet stemning, der passer godt til os, siger Karsten Sandal.
Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier.