Andelsboligforeningen Beringsgaard i Horsens tilbyder topmoderne lejligheder med fælles faciliteter, der lægger op til at se lidt mere til hinanden.
Vestergade 7 i Horsens er ved første øjekast et almindeligt pænt og smagfuldt byggeri, men bag den flotte facade gemmer sig en overraskende indretning med fælles solhus, tagterrasse, gæsteværelse, motionsrum og køkken.
– Det er et eksperimenterende byggeri, hvor du træder ind i fællesskabet, når du åbner din hoveddør. Du bliver ikke tvunget til noget, men indretningen med det fælles solhus gør, at beboerne snakker mere sammen med deres naboer, siger forretningsfører Jørgen Pommerencke.
Lejlighedskomplekset, der består af 34 lejligheder, blev realiseret som en spændende idé i 2012 i forbindelse med Horsens Kommunes kvarterløft af hele bydelen.
– Her bor unge par, børnefamilier og seniorer. Beboerne kender hinanden og hilser, når de mødes. Det kan være i vaskeriet, parkeringskælderen, solhuset eller til fællesspisning i det store køkken, fortæller Jørgen Pommerencke.
Støjsvagt og bæredygtigt byggeri
Lejlighederne ligger midt i Horsens, men byens lyde bliver ude, da byggeriet er lydtæt. I det hele taget fremstår alt meget indbydende, og der er egen parkeringskælder.
– Det er kvalitet, men også bæredygtigt. I vaskeriet, som man booker online, genbruges varmen fra tørretumbleren. Vi har solceller på taget, og elevatoren laver fælles strøm, når den suser ned, siger Jørgen Pommerencke.
– Som ny beboer skal du vælge det, fordi du vil mere fællesskab, og der er samtidig god mulighed for at være privat. Det kunne måske være noget for nogle seniorvennepar, som gerne vil have lidt mere sammen efter, at børnene er flyttet hjemmefra. Børnefamilier og studerende er også velkomne, og hvis der er noget, der kendetegner stedet, er det, at du ikke behøver at føle dig ensom, fastslår Jørgen Pommerencke.
Er du interesseret i yderligere oplysninger, fremvisning eller leje, kan du se mere på www.bolighorsens.dk eller træffe medarbejderne på 75 66 67 67.
Faktaboks:
Vestergade 7
34 lejligheder, opført 2012
2 vær. 81 kvm = kr. 6.227,- månedligt
3 vær. 101 kvm = kr. 7.079,- månedligt
3 vær. 116 kvm = kr. 8.1294,- månedligt
De fælles faciliteter indgår som en del af huslejen og lejlighedernes kvm.
Her skulle vi ikke bo, og nu nyder vi det
Da Lis Tetzschner og hendes mand kørte ind i gården til Vestergade 7 og så solhuset i regnvejr, vendte de om. En veninde fik dem senere til at kigge indenfor, og så faldt de pladask for stedet.
For 4 år siden solgte ægteparret Tetzschner deres parcelhus og var på udkig efter et nyt sted at bo. Valget faldt på Beringsgaardens nytænkende byggeri, Vestergade 7, i Horsens, hvor fællesskabet er et tilvalg.
– Vi var aldrig flyttet herop, hvis ikke vi var faldet for stedet. Den centrale beliggenhed, solhuset som en stor sommerstue, det fælles køkken, adgang til have og i det hele taget fællesskabsfølelsen er noget af det, som vi godt kan lide her, siger Lis Tetzschner, der udover at bo med Mogens også er afdelingsformand og en af ildsjælene på Vestergade 7.
Sammen med andre beboere er hun med til at sørge for julestemningen ved at pynte op til jul på alle etager, og så bruger Lis sine grønne fingre på solhusets planter. Ved den månedlige fællesspisning vil hun og Mogens bestemt ikke gå glip af at sidde med ved bordet.
– Lone, der også bor her, står for det, og det er smadderhyggeligt. Hun spørger, hvad vi gerne vi have, og så spiser vi sammen i vores fælles køkken. Sidst holdt vi mortensaften, og næste gang er der grønlangkål på menuen. Nogen bager en kage til kaffen, og så hjælpes vi med oprydningen, fortæller Lis Tetzshner.
Plads til hele familien
Det er ikke alle, der deltager i fællesspisningen, men nye, der kommer til, er begejstrede for at mødes til en snak over en god middag i køkkenet med plads til 40 personer.
– Alle beboere kan booke køkkenet. Vi bruger det, når hele familien kommer. Det er praktisk, at vi har det hele her, og at der er god plads. I vores familie har vi fået tjansen med at holde julefrokost, fordi de synes, at vi har de bedste faciliteter, smiler Lis Tetzschner.
Tidligere har kvarteret, hvor Vestergade 7 ligger, haft et dårligt ry, men sådan er det ikke mere.
-Her er trygt at bo. Der er kun adgang, hvis man bor her, og vi kender efterhånden hinandens venner og familie, der kommer på besøg. I det hele taget holder vi øje med hinanden på den gode måde, siger Lis Tetzschner.
Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier