Advokat Morten Lund Gladbjerg har skiftet udsigten på Aarhus Ø ud med Dokken i Esbjerg, efter han er rykket hjem til fødebyen. Her fortsætter han med at udforske sit specialeområde i krydsfeltet mellem virksomhedshandler og fast ejendom hos DAHL Advokatpartnerselskab.
Da Morten Lund Gladbjerg og kæresten faldt over drømmehuset i hjembyen Esbjerg, var de nødt til at byde på det. De ville begge gerne tættere på vennerne og familien. Alligevel var det en større beslutning, fordi Morten Lund Gladbjerg gennem de sidste fem år har været en stærk kompetence i DAHLs kontor i Aarhus. Men han oplevede heldigvis stor fleksibilitet.
– Da jeg fortalte ledelsen, at jeg godt kunne tænke mig at flytte til Esbjerg og dermed rokere til DAHLs kontor i Esbjerg, var der fuld opbakning til det. Ledelsen tog meget positivt imod det, og det vægter jeg rigtig højt hos en arbejdsplads, fortæller han.
Morten Lund Gladbjerg arbejder i advokatfirmaets afdelinger for henholdsvis virksomhedsoverdragelse (M&A) og fast ejendom. Han har været en del af DAHL, siden han blev færdiguddannet i 2016. Selvom han fysisk har siddet i Aarhus indtil nu, samarbejder han ofte med kolleger, uanset hvor de sidder. Derfor kan han fortsætte arbejdet inden for sit speciale, selvom han rykker teltpælene op.
– Jeg har mange sager, som relaterer sig til, hvad der foregår i Aarhus eller København, men i DAHL har vi relationer i hele landet. Når vi får sager ind, som er inden for mit specialeområde, er jeg med, og det gælder generelt for den måde, vi løser sager på i DAHL, siger Morten Lund Gladbjerg.
Derfor fik han også grønt lys til at rykke til DAHLs kontor i Esbjerg. Han tror på, at alle er glade for, at virksomheden flytter kompetencer og ressourcer til byen, og selv glæder han sig til at komme hjem og være med til at udbygge advokatfirmaets netværk mod sydvest.
– Esbjerg er min hjemby, og jeg vil enormt gerne Esbjerg og erhvervslivet i byen. Det er klart nemmere, når man rent fysisk er til stede her. Både på kontoret i det daglige, men også at man bor i byen og kan opbygge et netværk den vej igennem, siger han.
Brug for specialistviden – også i Esbjerg
Specialet inden for M&A har Morten Lund Gladbjerg arbejdet med, fra han startede som fuldmægtig hos DAHL. Siden er ejendomsspecialet kommet til. I dag arbejder han typisk i krydsfeltet mellem virksomhedsoverdragelse og køb og salg af fast ejendom.
– Jeg mener grundlæggende ikke, at man kan arbejde med M&A-processer uden at arbejde tæt sammen med andre specialister. Så risikerer man at overse ting. Der er brug for specialistkompetencer inden for eksempelvis fast ejendom, men også andre områder som ansættelsesret, IT-ret eller skatteret, forklarer Morten Lund Gladbjerg.
Selv synes han, at især tanken på et fælles mål for to eller flere parter er spændende. I en typisk M&A-proces er det ambitionen, at det skal ende godt i sidste ende for alle parter, i modsætning til tvister som eksempelvis afklares ved en domstol. I transaktionssager skal der i højere grad samarbejdes.
– Der kan selvfølgelig også opstå uenigheder i M&A-processer, i forhold til hvordan noget konkret skal løses. Der stilles ofte krav til forhandlingsevner og kreativitet for at nå frem til en løsning, som parterne er tilfredse med. Det synes jeg er utrolig spændende, siger Morten Lund Gladbjerg, som officielt er startet på DAHLs kontor i Esbjerg 1. oktober 2021.
Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier.