På Falstervej i Nyborg ligger JS Ventilation – VEST, der siden starten i 2018 er vokset og blevet en seriøs medspiller, når det gælder ventilation i nybyggeri eller renovering af lejligheder, kontorer og skoler. Opgaverne spænder fra lokale skoler i Nyborg til store kontorbyggerier midt i København.
Jacob S. Christensen startede alene i sin kælder for knap 5 år siden, og i dag er JS Ventilation – VEST en etableret virksomhed med 7 funktionæransatte, der har base i Nyborg.
– Jeg er uddannet ingeniør og har altid arbejdet med ventilation, men jeg havde lyst til at starte for mig selv. Det er gået rigtig godt, og i dag løser vi mindre renoveringsopgaver for kommuner, store nybyggerier i millionklassen for private virksomheder og udfører service på anlæggene, siger Jacob S. Christensen, der er direktør og partner i JS Ventilation – VEST.
Relationer er vigtige
Den fynske virksomhed har sørget for komfort og frisk luft til 730 boliger i Gartnerbyen i Odense, ventilation i et 8 etagers kontor- og parkeringshus i Cortexpark i Odense, flere skoler i Nyborg, et klubhus i Slagelse og meget andet, men det største projekt har indtil videre været Flerbrugerhuset i Nordhavnen i København med kontorer til 780 medarbejdere.
– Vi har gode relationer til vores kunder, og det, tror jeg, er en del af vores succes. Det er ikke noget med at spise en masse dyre middage sammen, men mere at vi er gode til at sætte os i deres sted. De ved også, at en aftale er en aftale, og så er vi løsningsorienterede og sidder ikke med korslagte arme, når planen skrider, eller nye ønsker kommer på bordet, fortæller Jacob S. Christensen.
Selve monteringen af ventilationsanlæggene foretages af 14-16 montører, som JS Ventilation – VEST samarbejder med. Inden følger et vigtigt arbejde med at planlægge, dimensionere og designe anlæggene.
– Vi kan begynde op til 2 år før med at tegne og projektere en opgave. Vores styrke er planlægningen, som vi lægger mange kræfter i fra starten. Planlægning hjemmefra, indkøb og visualisering med 3D-teknologi er den vigtigste faktor for at tingene lykkes så godt som muligt, når vi står på byggepladsen, siger Jacob S. Christensen.
Bæredygtigt byggeri
JS Ventilation – VEST vil gerne være kendt for at være dygtige og ordentlige, men også bæredygtige.
– Vi arbejder benhårdt på at minimere belastningen på miljøet i en byggebranche, der hører til blandt miljøsynderne. 30 % af de byggerier, vi arbejder på, er DGNB-certificerede, hvilket vil sige, at de skal være så bæredygtige som muligt i forhold til materialer, energiforbrug, affald og luftkvalitet, forklarer Jacob S. Christensen.
Direktøren ser lyst på fremtiden med flere renoveringsopgaver, serviceeftersyn og et kommende projekt i Sydhavnen i København.
– Vi skal i gang med endnu et bæredygtigt kontorbyggeri på 16.000 m2 med friskkølet luft til 700 personer, parkeringsventilation og meget andet. Det er en fantastisk udfordring, som vi glæder os til, siger Jacob S. Christensen.
Skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier