Billund har fået et nyt samlingssted. Med sin smukke arkitektur, et rigt butiksliv, en Gastropub og sine legende elementer bliver Butikstorvet et sted, hvor børn, unge og voksne mødes til leg, shopping, musikevents og madoplevelser.

Det nedslidte butikscenter og torvet i hjertet af Billund er forvandlet til et levende og inspirerende byrum med 22 lejligheder, butikker, liberale erhverv, et kontorfællesskab med plads til 9 virksomheder og en Gastropub. Lejerne fik overdraget nøglerne 1. oktober, og fredag 30. oktober indvies Butikstorvet.

Forvandlingen af Billund midtby er et led i arbejdet med at realisere Billund Byvision. Det fortæller Steen Pedersen, Head of Global Real Estate i KIRKBI A/S, som er en af drivkræfterne i udviklingen af Billunds bymidte:

– Med Butikstorvet er der skabt et nyt byrum i Billund, der vil være med til at samle mennesker og styrke fællesskabet i byen. Den nye bymidte virkeliggør ambitionen om at skabe liv og handel i byens centrum til gavn for både de lokale og de mange tusinde turister, der hvert år aflægger byen et besøg, siger Steen Pedersen.

Butikstorvet er opbygget af seks enkeltstående punkthuse i forskellige højder i stedet for ét stort samlet byggeri. Man kan gå imellem husene og kigge igennem glasfacaderne i bygningerne. Det giver en åbenhed og lethed i byggeriet. Punkthusene har ingen bagside, og selv taget er tænkt som en femte facade med selvvoksende grøn beplantning, der tager sig smukt ud, når man står på taget af LEGO® House og kigger ned.

Såvel lokale som turister kan gå på opdagelse i specialbutikkerne, mens børnene leger på legeområdet. Om sommeren vil der være aktiviteter og underholdning og året rundt er den offentlige tagterrasse åben for alle, der vil hygge sig og nyde den flotte udsigt over bymidten og til LEGO® House.

Med legen i centrum

Billund er Børnenes Hovedstad, og det skinner igennem på Butikstorvet, der er indrettet med legeplads på taget, ligesom blandt andre apoteket indretter sig, så børnene kan se pillerobotten i aktion og betragte fiskene i det store akvarium.

Legestien ”Playline”, der går gennem Billund med forskellige former for leg, læring og gode oplevelser for alle aldre, har også fået et element på Butikstorvet. Her er opsat en gangbro mellem to bygninger med en rutsjebane ned langs den ene bygning. Det falder helt naturligt ind i den fælles ambition om at bringe legen i spil og bringe mennesker sammen i Billund.

Samtidigt er der også tænkt over at skabe nogle attraktive åndehuller mellem bygningerne. Billund Kommune har lavet en ambitiøs lokalplan for området med natur og kvalitet i fokus. Kommunen har lavet betragtelige investeringer i udenomsarealerne på Butikstorvet. Det visionære niveau kommer blandt andet til udtryk i fritlægningen af bækken, der udover at være et klimatilpasningsprojekt allerede nu er et yndet samlingssted for byens borgere.

 

Thomas tror på Billund og åbner ambitiøs gastropub på Butikstorvet

16071133_Billund_Kommune_Kirkbi

Thomas Gullbæk Jørgensen har i 19 år levet og arbejdet i storbyerne Oslo og København. Nu er han, sammen med sin norske hustru Helene Hallre, vendt hjem til Billund, fordi han tror på, at han med Billund Gastropub kan skabe et nyt samlingssted i byen, hvor han har trådt sine barndomssko.

I Billund Gastropub kombineres store smagsoplevelser i restauranten med drinks i den store bar og hygge i loungeområderne. Det fortæller Thomas Gullbæk Jørgensen, der fik idéen til Billund Gastropub, da han for godt to år siden hørte om planerne for byggeriet af Butikstorvet i Billund.

– Jeg ringede til KIRKBI, som er bygherre på projektet, og fortalte dem om mine idéer for Billund Gastropub. Selvom min plan langt fra var flyvefærdig, troede de på mig og mine ambitioner om at skabe et sted, hvor Billunds familier, turister, pendlere og forretningsdrivende kan mødes, fortæller Thomas Gullbæk Jørgensen og understreger, at det langt fra er tilfældigt, at han åbner en gastropub i Billund.

– Billund er min barndomsby, og selvom jeg har arbejdet og boet i Oslo og København i mange år, har jeg fulgt den forvandling, byen har gennemlevet de sidste 10-15 år. Billund er en by med ambitioner og inde i rivende udvikling. Vi har et stærkt internationalt samfund, mange turister og en voksende lokalbefolkning. I kombination med at de lokale og turisterne efterspørger efter et sted, hvor de kan møde venner, familien og forretningsforbindelser giver det et godt forretningsgrundlag, fortæller Thomas Gullbæk Jørgensen, der glæder sig til at give noget tilbage til byen.

– Min kone og jeg er flyttet ind i mit barndomshjem i Billund, hvor jeg i alle årene stortrivedes med vennerne og spillede et utal kampe på fodboldbanen og med den harpiksklistrende håndbold i hallen. Vi havde et stærkt fællesskab, og det er mit ydmyge håb, at jeg med en ambition om at samle mennesker på kryds og tværs på Billund Gastropub kan være med til at gøre byen til et bedre sted at bo, siger indehaveren af Billund Gastropub. 

Billund Gastropub vil være et samlingssted for byen

Billund Gastropub rammer med sin kombination af pubstemning og gastronomiske smagsoplevelser både de lokale og det internationale publikum i form af byens mange turister, der besøger LEGOLAND, LEGO® House og Lalandia.

– Vi har arbejdet intenst på at gøre Billund Gastropub til et sted for alle. Børnene må tegne på vinduerne, der er et brætspilshjørne, en stueetage med en livlig bar, en anden sal med loungestemning, selskabslokaler og udeservering ned til den fritlagte å, ligesom vi åbner en bar på den offentlige tagterrasse, fortæller en forventningsfuld Thomas Gullbæk Jørgensen, der glæder sig til at slå dørene op.

KIRKBI_Pos_RGB

Advertorial skrevet af Speakloud for Jysk Fynske Medier.