BSB Industry har tidligere budt kunder og samarbejdspartnere på kildevand i plastikflasker til møder og arrangementer på virksomheden, men nu er plastikflaskerne droppet til fordel for friskt postevand i karafler. Ændringen reducerer stålspecialistens brug af unødvendig plastik og gavner miljøet.
– I forvejen drikker de ansatte postevand både i dagligdagen og til møder, så det var oplagt at droppe plastikflaskerne med kildevand til kundemøder, fortæller bogholder Karen Iversen, der er initiativtager til beslutningen.
– Derfor var det en nem beslutning, at vi ikke længere byder på kildevand i plastikflasker til kundemøder og arrangementer. I stedet får vores gæster frisk postevand serveret i vandkarafler og glas. Det er en lille ting, men mange bække små gør en stor å, når det drejer sig om at reducere mængden af plastik i miljøet og tænke i bæredygtighed, siger Karen Iversen.
BSB Industry har indkøbt vandkarafler med låg, så kunder og samarbejdspartnere kan nyde frisk og køligt postevand til møder og arrangementer.
Nyhed til hjemmeside skrevet af Speakloud for BSB Industry.