Selvom snus øger risikoen for at få kræft, type 2-diabetes og hjertekarsygdomme, bruger flere og flere unge helt ned i folkeskolealderen det røgfrie alternativ, uden at forældrene er vidende om det. Problemet er blevet massivt i efterskolemiljøet, og derfor mødtes forstandere og efterskolelærere fra hele landet til en snus-konference på Vesterlund Efterskole.
Den nikotinholdige snus er blevet trendy blandt de unge. Der findes ingen undersøgelser af, hvor stort problemet er, men flere efterskoler fortalte på konferencen, at helt op til 70 procent af de unge drenge har prøvet det, mens 4 ud af 10 ”snuller” dagligt.
– Omfanget er stort, og formentlig større end vi alle sammen går og tror. Drengenes brug af snus er vokset eksplosivt i de seneste år, og der er skabt en subkultur, vi ikke har kontrol over. Som enkelte efterskoler kan vi ikke løse udfordringen. Snus er, som Efterskoleforeningens formand Troels Borring understregede på konferencen, blevet et samfundsproblem, forklarer forstander på Vesterlund Efterskole, Anne Nyhus, der sammen med Ole Vind, forstander på Flemming Efterskole, Bent Ole Hvid og Efterskoleforeningen er initiativtagere til konferencen.
Det eskalerende misbrug har meget lidt politisk bevågenhed – både lokalt og landspolitisk. Politikkerne negligerer problemet, og de har, ifølge Anne Nyhus, slet ikke erkendt, at de unges brug af snus er et accelererende fænomen, der er ude af kontrol.
– Der findes meget lidt forskning på området, og politikere og sundhedsorganisationer er nødt til at sætte snus på dagsordenen og tage det lige så alvorligt som rygning. Vi skal have belyst omfanget af misbruget og oplyst forældregenerationen, der i stor udstrækning er uvidende om de unges misbrug og de sundhedsmæssige konsekvenser, forklarer forstanderen.
Snus er ikke snusfornuft
Efterskolernes bekymring er forståelig, og det glæder ungebehandler i ”Unge & Rusmidler” i Odense Kommune, Torben Vangsted, at efterskolerne har taget initiativ til at sætte fokus på unges misbrug.
– For blot nogle få år siden var det en udbredt opfattelse, at snus ikke var skadeligt for kroppen. Men det er ikke rigtigt. For det øger ligesom alt andet tobak risikoen for at få kræft. Særligt stor er risikoen for kræft i mundhulen, bugspytkirtlen ligesom snus øger risikoen for hjertekarsygdomme og type 2-diabetes, forklarer Torben Vangsted, der peger på, at information og dialog uden den løftede pegefinger er en af vejene til at løse misbruget i samfundet.
– De unge søger grænser og træffer valg i livet, de ikke kan gennemskue konsekvenserne af. Som forældre, undervisere og fagprofessionelle skal vi gennem dialog sætte gang i deres refleksioner, så de forstår konsekvenserne af deres valg. Vi skal være mere nysgerrige og prøve at forstå, hvorfor snus er med til at skabe de unges identitet, og hvorfor det kan være en billet til fællesskabet. Samtidigt skal vi være bedre til at informere om, at det er ulovligt, og at det har nogle alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser, understreger Torben Vangsted.
Er snus en tikkende bombe under efterskolernes fællesskab?
Fælleskabet betyder alt på en efterskole, og de unges brug af snus er med til at skabe en subkultur med vindere og tabere.
– Jeg frygter, at nogle elever kan blive presset ud i et misbrug for at være en del af fællesskabet, ligesom nogle få elever forsøger at skabe en forretning som snus-pushere. Vi er blevet overhalet indenom af en galoperende ungdomstrend, understreger Anne Nyhus.
Kontaktinformation
Anne Nyhus
Forstander Vesterlund Efterskole
+45 30 62 81 71
+45 75 73 61 11
Forstander@vesterlund-efterskole.dk
Fakta om snus
Snus indeholder op til 43 gange så meget nikotin som cigaretter
Der findes mange forskellige typer af snus. En af de stærkeste er svenske Siberia med et nikotinindhold på 43 milligram per gram. Til sammenligning indeholder en cigaret normalt 1 milligram nikotin per gram.
Hvorfor bruger unge snus?
- Identitetsskabende
- Trendy – det er sejt
- Nyt, spændende og smart
- Billet til fællesskab
- Rockstjerner og sportsfolk bruger snus
- Ruseffekt på grund af store mængder nikotin
- Kan ”ryge” skjult uden at blive opdaget
- Det er let tilgængeligt i butikker og på nettet
- Snus kan købes billigt fra cirka 20 kroner for en dåse
Kræftfremkaldende stoffer i snus
- Nikotin
- Tobaksspecifikke nitrosaminer
- Benzopyren
- Formaldehyd
- Acetaldehyd
- Tungmetaller
Historien er skrevet af Speakloud for Vesterlund Efterskole.