Torsdag 24. februar samler Business Kolding hele kommunens erhvervsliv til AWARD ’22, hvor lokale virksomheder hyldes for succesfulde iværksættereventyr, betydningsfulde initiativer og indsatser for klimaet. Blandt de tre nominerede til Verdensmålsprisen er Agtrup Plast.

I Agtrup Plast er vi naturligvis stolte af, at juryen har nomineret os til Verdensmålsprisen på baggrund af de mange indstillinger, Business Kolding har modtaget.

Verdensmålsprisen tildeles en organisation eller virksomhed i Kolding Kommune, der arbejder med et eller flere af FN’s 17 verdensmål, og hvor bæredygtighed er en integreret del af strategien og forretningsgrundlaget i virksomheden.

I Agtrup Plast arbejder vi især efter mål nr. 13 og 14, der handler om klimaindsats og livet i havet. Vi gør en målrettet indsats for at minimere vores klimaaftryk. Derfor blev vi allerede i 2015 ISO 14001 miljøcertificerede. Et af de konkrete mål er at nedbringe vores i forvejen lave spildprocent fra 2 % til 1,5 %.

Operation Clean Sweep

Agtrup Plast er også med i det globale miljøinitiativ Operation Clean Sweep, der arbejder for at holde råvarepellets ude af havmiljøet. Vi har blandt andet monteret dæksler på alle afløb i produktionsområdet for at undgå, at mikroplast udledes via spildevandet og til sidst ender i havet.

Vi genanvender op til 98 % af vores plastaffald ved at kværne plastresterne og investerer løbende i de nyeste og mest miljøvenlige fuldelektriske maskiner på markedet, der bruger 60 % mindre energi og udleder mindre CO2. Produktionen kører naturligvis på CO2-neutral og vedvarende energi fra danske vindmøller.

Sidst men ikke mindst arbejder vi stadigvæk på flere løsninger i nedbrydeligt bioplast og komposterbare kvaliteter, der er et alternativ til traditionel plast og produceres af biomasse fra fornybare ressourcer, eksempelvis sukkerroer, majs og halm.

Priser til årets AWARD ´22

Årets Iværksætter – sponsoreret af Andersen Partners
Årets Initiativ – sponsoreret af BDO
Verdensmålsprisen – sponsoreret af DM Greenkeeping
Årets Virksomhed – sponsoreret af Danske Bank

Skrevet af Speakloud for Agtrup Plast.