AC El-Installation overtager 1. januar 2015 Jelling Elforretning. Alle ansatte, biler og varelageret følger med over i AC El-Installation, der med købet bliver en af områdets største privatejede el-installationsvirksomheder.
Efter næsten 40 år i branchen har Niels Kjærgaard valgt at trække sig tilbage og sælge Jelling Elforretning til AC El-Installation. Salget vækker både vemod og glæde, forklarer Niels Kjærgaard.
– Vi har haft utroligt mange gode år i Jelling. Kunderne er trofaste og opbakningen har gennem alle årene været stor. Selvom jeg stadig føler mig frisk, så er jeg ikke 25 år længere. Derfor har jeg besluttet at sælge Jelling Elforretning, forklarer Niels Kjærgaard.
AC El-Installation har siden 2006 haft afdeling i Jelling. Afdelingsleder og medejer, Allan Madsen, var inden han startede i AC El-Installation ansat 11 år hos Jelling Elforretning. Derfor glæder Niels Kjærgaard sig over, at AC El-Installation lyttede og viste interesse for at købe Jelling Elforretning, da han henvendte sig.
– I mine 8 år som borgmester var det i høj grad Allan Madsens fortjeneste, at det det gik godt i Jelling Elforretning. Jeg føler derfor, at det er meget naturligt at sælge til Allan og AC El-Installation. Allan kender byen og de ansatte hos Jelling Elforretning godt og arbejder efter samme solide principper som os, siger Niels Kjærgaard.
Stolte traditioner føres videre
Hos AC El-Installation glæder direktør Carsten Lund og medejerne Allan Madsen og Dan Sørensen sig til at føre Jelling Elforretnings stolte traditioner videre i en fornyet udgave. De ser opkøbet som et nødvendigt skridt for at kunne håndtere den stigende efterspørgsel, de stadig højere krav til specialiseret arbejdskraft og konkurrencen fra både ind- og udenlandske virksomheder.
– I fremtiden bliver det sværere for mindre virksomheder. Hvis vi vil være med, hvor det er sjovt, er vi nødt til at geare op og udvide vores virksomhed, forklarer Carsten Lund, der oplever en stigende efterspørgsel af virksomhedens ydelser fra både eksisterende og nye kunder.
– Der er for alvor ved at komme gang i hjulene. Inden for vores kerneområder el, varmepumper, køl og ventilation og energioptimering oplever vi stor travlhed. Alene i sidste uge ansatte vi fire nye medarbejdere i AC El-Installation, supplerer Allan Madsen.
Med købet af Jelling Elforretning får AC El-Installation i alt 42 ansatte på de to virksomhedsadresser i henholdsvis Vejle og Jelling. Medejer Allan Madsen forsætter som daglig leder i Jelling. Allan Madsen understreger, at alle medarbejdere fra Jelling Elforretning flytter med over i AC El-Installation.
– Jelling Elforretning er kendt for deres solide håndværk og dygtige, kvalitetsbevidste medarbejdere. I AC El-Installation har vi stor respekt for Niels Kjærgaards arbejde med Jelling Elforretning. Vi vil naturligvis gerne fastholde alle de lokale arbejdsplader, og vi glæder os til at byde både de nye medarbejdere og nye kunder velkommen, siger Allan Madsen.
Fakta om AC El-Installation
Etableret i 1998
Afdeling i Jelling fra 2006
Beskæftiger efter købet i alt 42 mand
28 i Vejle og 14 i Jelling
AC El-Installation udfører alt inden for:
- El-installationer i forbindelse med ny- og ombygning
- Belysning
- El-service på virksomheder og i private og offentlige institutioner
- Industri- og landbrugsinstallationer
- Tele- og datainstallationer
- Alarm, overvågning og sikringsanlæg
- Brandalarmering og varslingsanlæg
- Professionel rådgivning og projektering
Søsterselskabet, AC Energi, er eksperter i energioptimering. Tre veluddannede ansatte arbejder udelukkende med varmepumper, ventilation, klima, genindvendingsanlæg og solceller.
Billede
Pressemeddelelsen er skrevet af Speakloud for AC El-Installation.